Tid for at starte ny bridgesæson op
Hvorfor spille Bridge ? Få svaret her
KORTSPIL: På ovenstående spørgsmål findes over 200.000 svar, idet der ifølge en nyere undersøgelse alene i Danmark findes så mange der dyrker dette ædle spil.
Bridge i Danmark er i realiteten organiseret ligesom fodbold og håndbold, og som de fleste sportsgrene under Danmarks Idrætsforbund, med WM, EM, DM, divisionsturneringer, kredsmesterskaber og organiserede klubber.
Dansk Bridge klarer sig, på trods af den relative størrelse, ualmindelig godt internationalt, blandt andet grundet flere verdensmesterskaber, og senest et europamesterskab.
Men det er dog de færreste af de mange tusinde der dyrker spillet, der spiller på så højt et niveau, og med et forsigtigt skøn, udgør den egentlige elite kun nogle få tusinde spillere.
- Langt hovedparten dyrker spillet som en social sport, hvor det er medlemsskabet af en bridgeklub, eller det personlige venskab med spillevennerne, der tæller, fortæller Bo Ulrik Munch fra Østsjællands Bridgeklub Køge.
På trods af at der er mange unge spillere, så er det en kendt sag at bridge er mest udbredt mellem seniorer, eller i hvert fald for personer på 50+.
Det er ret almindeligt at et hektisk arbejdsliv, et travlt familieliv med børn, ikke lader meget tid tilovers for fritidsaktiviteter, og hvis der endelig skulle være frigjort fritid, så er bridge ikke altid det første valg.
Når de fleste nærmer sig pensionsalderen, starter planlægningen af den 3. alder, og det er som regel de faste 4 elementer der skal indgå i denne planlægning, nemlig økonomi, fysisk udfoldelse, intellektuel udfordring og social balance.
Selv om bridge betegner sig selv som en sport, er der ingen de kan påstå at der lige frem er tale om fysisk udfoldelse, højest er der tale om bevægelse, det at skulle møde op i en klub, eller det at skulle deltage i en aktivitet i forbindelse med klublivet.
Hvad angår økonomi, så må bridgen igen melde pas, der er ikke penge i bridge, ikke engang for eliten. Til gengæld er der heller ikke de store økonomiske krav der skal opfyldes for at spille bridge, da der hverken kræves udstyr eller speciel påklædning.
Når vi så kommer til den intellektuelle udfordring, så kan bridgen være med helt fremme, idet det at spille bridge ikke er et spørgsmål om at have speciel forhåndsviden i form af matematisk forståelse eller lignende, men et spørgsmål om at tænke logisk, og dermed at anvende de egenskaber vi alle har, uanset uddannelse eller erhverv.
Når vi ser på de mange der spiller bridge, så er der ikke en eller flere uddannelser eller baggrunde der er mere fremtrædende end andre, hverken når vi ser på eliten, eller når vi ser på de dygtigste spillere i klubberne, altså alle kan deltage.
Når vi ser på det sidste element, den sociale balance, så kan bridgen virkelig bidrage med meget.
Det er ikke ualmindeligt at de fleste sociale kontakter der knyttes i livet, knyttes i forbindelse med enten kolleger på arbejdspladsen, eller i nabolaget hvor man bor.
Hvis man så er så uheldig at være nødt til at skifte nabolag, i forbindelse med pensionering, samtidig med at kontakten til tidligere kolleger bliver sværere og sværere at vedligeholde, så kan man godt stå med et problem.
Her er bridgeklubben en af de løsninger man kan vælge, hvor man kan komme med i et fællesskab, hvor man kan få intellektuel udfordring, og hvor man kan knytte nye venskaber, og hvor man kan deltage i fællesaktiviteter.
For mange bridgespillere er bridgen ikke det væsentligste, men bridgen det der binder det hele sammen.
Lige nu er det tiden hvor bridgesæsonen starter op, og hvor klubberne slår dørene op for nye medlemmer, både dem der har spillet før, og dem der aldrig har spillet kort, altså det er nu hvor det er tiden at prøve noget nyt og spændende, noget der kan bringe mere indhold, og om ønsket, mere samvær ind i tilværelsen.
- Der ligger en bridgeklub i de fleste byer, og det er værd at prøve at kontakte en af disse, om ikke andet så for at se hvad det er der foregår, men pas på, bridge kan blive vanedannende, siger Bo Ulrik Munch fra Østsjællands Bridgeklub Køge.
pm