Fortsæt til indhold

23 bygninger klar til Den Historiske Miniby

Byggearbejdet har stået på længe, men nu bliver de mange huse endelig placeret i deres rette element.

Arkiv
Lars Saugbjerg

Mange af de flotte bygninger har samlet støv på Prangervej. Her har frivillige i måneder knoklet på husene, og gjort dem klar til et liv i Den Historiske Miniby. Men først nu er de økonomiske ressourcer til stede, så udviklingen af minibyen kan fortsætte.
Som beskrevet i Lokalavisen Fredericia, støtter private erhvervsdrivende op om projektet.
“Det er dejligt, at de mange huse vi har til at stå her på Prangervej nu endelig kan komme ud i minibyen,” lyder det fra projektleder på minibyen, Mogens Stobberup.
23 huse står klar til at blive placeret i turistattraktionen.
“De er blevet bygget i løbet af de sidste par år,” fortæller projektlederen og beretter, at der i alt bliver der gravet ud til 110 huse i det nye byafsnit.
“Nu skal vi have støbt soklerne - og bygget nogle flere huse. Vi har sokler og huse til den østlige side af Riddergade, og det er planen, at husene bliver placeret der i løbet af de næste uger,” siger Mogens Stobberup.
I minibyen glæder en af de frivillige, Asger Nielsen, sig til det nye byafsnit.
“I høj grad. Vi har jo lavet husene til et formål - og alle mister jo lysten og initiativet, hvis det man laver ikke bliver brugt til noget. Minibyen er samtidig en del af Fredericias markedsføring, så udbygningen er vigtig for Fredericia,” siger Asger Nielsen.

De mange huse står klar i værkstedet på Prangervej.
Asger Nielsen ved Riddergade, hvor det nye byafsnit begynder. Der er allerede gravet ud.