Møbelhus bygger ny fløj
Møbelhuset Ingvard Christensen i Vejle er gået i gang med en større ombygning og renovering
Engang var det en bank, men siden 1996 har Ingvard Christensen holdt til i de store lokaler på Ladegårdsvej i Vinding.
Og nu er det blevet tid til at bygningerne får en opstramning både i form af en ombygning og en renovering.
”Vi ønsker at give vores kunder en endnu bedre oplevelse ved at åbne lokalerne op, og skabe mere sammenhæng mellem de enkelte rum. Vi bygger en helt ny fløj, som vil binde rummene bedre sammen samt skabe mere luft og højde,” udtaler Carsten Sørensen fra Ingvard Christensen.
Ombygningen, som netop er gået i gang, vil være forholdsvis omfattende og vil give en mere tidssvarende og indbydende udstilling. Møbelhuset vil blandt andet opføre en tilbygning ud mod Fredericiavej, som vil binde de nuværende lokaler bedre sammen.
Den nye tilbygning vil blive omdrejningspunktet for møbelhuset, hvor der vil være højere til loftet end i de nuværende lokaler.
“Der vil komme et flot lysindfald fra de mange vinduer og det vil give os mulighed for at præsentere de mange flotte designermøbler på en ny og mere spændende måde,” nævner han i en pressemeddelelse. Den nuværende reception bliver lavet helt om og flytter tættere mod den nye tilbygning.
Indgangspartiet, som i dag kan syne lidt trangt, vil blive større og mere åbent, hvilket giver bedre mulighed for at skabe inspiration.
“I forbindelse med ombygningen og renoveringen har vi nedsat en stor del af møblerne fra udstillingen for at give plads til håndværkerne,” lyder det.
Hos Ingvard Christensen forventer man, at de nye tiltag står klar til januar.
“Vi bygger en helt ny fløj, som vil binde rummene bedre sammen samt skabe mere luft og højde”