Fortsæt til indhold

Stort antal af el-tyverier fra TreFor

Arkiv
Simon Carlson

Energikoncernen TreFor har i år registreret et større antal af el-tyverier, end virksomheden har set før. Det fortæller elforsyningschef i TreFor El-net Per Sørensen.
“Vi har selvfølgelig registreret el-tyverier før, men vi har ikke oplevet det i sådan et omfang tidligere. Først på året gik det virkelig stærkt, og til sidst blev det så tankevækkende, at vi måtte gøre noget, siger Per Sørensen.
Det er typisk ved påsætning af magneter, at el-tyvene har haft held til fifle med målerne. Det kan ifølge Per Sørensen give en reduktion på op til 50% i elforbruget, hvis de sættes på det rigtige sted.
På TreFors fjernaflæste målere kan virksomheden imidlertid registrere usædvanligheder på de enkelte målere, og da der begyndte at tikke flere og flere alarmer ind på målerne begyndte de at undre sig hos TreFor.
En del af alarmerne kom ifølge Per Sørensen fra virksomheder i restaurationsbranchen, og derfor valgte TreFor at rykke ud med uanmeldte besøg samt breve og telefonopkald til el-kunderne. Det har resulteret i, at TreFor har foretaget 24 politianmeldelser om el-tyveri i Trekantområdet, hvoraf en stor del af dem er restaurationer.
“Det kan jo være en tilfældighed, at det er så mange i restaurationsbranchen, og vi kan jo kun gisne om, det ligefrem har været organiseret, at man har fået hjælp til det, men det er i hvert fald tankevækkende,” konstaterer Per Sørensen.

Ikke organiseret

Hos politiet, der i øjeblikket er i gang med at efterforske sagerne, har man imidlertid ikke belæg for at tro, at de pågældende restaurationer ligefrem har hjulpet hinanden med el-tyverierne.
“Det er slet ikke det indtryk, vi har. Vi registrerer ikke, hvilke kunder der er tale om, men der verserer jo alle mulige videoer på nettet, hvor man kan få vejledning i, hvordan man kan snyde med el-måleren, så det er ikke så svært at finde,” lyder det fra politikommisær Uffe Villumsen fra Sydøstjyllands Politi.

Snyder fællesskabet

Indtil videre er ni af sagerne endt med et forlig. En er på vej i retten, mens resten stadig efterforskes af politiet.
Ifølge elforsyningschef Per Sørensen lægger de fleste af “el-kunderne” sig da også fladt ned, når snyderiet bliver opdaget. I de ni sager, der indtil videre er endt med et frivilligt forlig, har el-tyvene således skulle gribe til lommerne efter mere end 10.000 kroner i gennemsnit, og derudover har politiet udstedt bøder, der typisk er på et tilsvarende beløb.
Det glæder naturligvis Per Sørensen, at de har formået at slå kløerne i så mange.
“Vi registrerer stadig nogle tilfælde, men vi har fået stoppet tendensen. Når der er nogen, der snyder, så går det jo ud over nogle andre. Der opstår et tab, som nogle andre skal betale, og i sidste ende er det jo dig og mig,” siger Per Sørensen