Fortsæt til indhold

Ældreklubben rykker i nye lokaler

Flytning: Ældreklubben Erritsø finder sig til rette i Øster Elkjær

Arkiv
Lars Saugbjerg

“Vi har døbt vores nye tilholdssted 'Det Gule Palæ'.”
Den 17. august rykker Ældreklubben Erritsø ind i nyrenoverede lokaler på Øster Elkjær Plejecenter. Tidligere har klubben - der hed Ældreklubben Røde Banke - holdt til i Erritsø Fritdscenter. Men stedet blev solgt, og den 1. maj blev klubbens habengut pakket sammen.
“Vi har været i fritidscenteret siden 1987, og da vi skulle flytte tænkte vi: Øv, hvor ærgerligt. Men nu kan vi sige: Det er sandelig blevet godt. Vi flytter ind i fuldstændig istandsatte lokaler, får nye møbler, kan nyde haven og kan samtidig benytte os af Øster Elkjærs faciliteter,” fortæller formand i klubben John Larsen og næstformand Hans Peter Jensen, der begger fremhæver Fredericia Kommunes vilje til samarbejde.
“Vi skylder kommunen en stor tak.”

Scialt samvær

Ældreklubben har godt 100 medlemmer, og byder på et væld af aktiviter. Alt fra madlavning, billard og banko til gymnastik og it-undervisning.
“Vi har 25-30 personer på vores gymnastikhold, der fremover skal benytte Øster Elkjærs spisesal, hvor vi også holder banko. Vi spiller banko den første fredag i måneden, og det er ret velbesøgt med 60-70 deltagere,” siger John Larsen, der tiltrådte som formand for cirka seks år siden.
“Det er det sociale samvær, det drejer sig om. Alle har brug for at komme ud. Det kan være god medicin at have nogle at snakke med.”
Den officielle indvielse er den 17. august i spisesalen, hvorefter ældreklubben kører med de sædvanlige klubdage mandag, onsdag og torsdag.
“Vi starter altid med kaffe og morgensang, hvorefter formanden eller næstformanden informerer om de forskellige aktiviteter og nyheder. Vi glæder os til at se rigtig mange - og gerne nye medlemmer,” lyder det fra klubben.
Bussen kører lige til døren.