Fortsæt til indhold

Så er der motorcykeltræf på Orø

Arkiv
Arkiv

Mens sommervejret viser sine sidste krampetrækninger, gør Orø sig klar til at blive indtaget af endnu et kuld midlertidige øboere af alternativ karakter. Denne gang er det dog ikke vikinger, som aflægger Isefjordens perle et besøg, men en mere moderne form for 'krigere'.
Den 28, 29. og 30. august danner Orø nemlig rammerne for det årlige motorcykeltræf, MC Island, hvor benzin-krigere på de tohjulede maskiner valfarter til et af landets, efter sigende, hyggeligste træf.
Traditionen tro byder MC Island Træf på klassisk biker-stemning med masser af aktiviteter. Der køres bl.a. fællestur rundt på Orø og sunget og danset i det store festtelt, hvor der spiles live-Rock med STORT ”R”.
Som noget ganske nyt kan interesserede desuden få lavet broderede mærker og emblemer i den lille sy-shop, og er man til mere kropslig udsmykning, kan man naturligvis besøge den tilstødende tattoo-shop.
I de sene aftentimer er der hede rytmer i festteltet, hvor der traditionen tro er strip-show.

Traditionsrigt Træf

Når MC Island Træf 2015 løber af stablen er det 11. gang, at den lille motorcykelklub inviterer biker-venner fra nær og fjern til træf. Og som altid forventes træffet at blive et populært tilløbsstykke med besøgende fra flere skandinaviske lande. I 2014 havde træffet 450 deltagere og i 2015 forventes op mod 700 såfremt vejret viser sig fra sin bedste side.
”Folk kommer gerne langvejs fra for at deltage i vores lille træf, fordi vi er lidt anderledes her. Det er ikke så stort, og vi kommer derfor alle hurtigt til at lære hinanden at kende. Dét er hyggeligt og nede på jorden!”, fortæller Osvald Laursen, æresmedlem af MC Island

Alle er velkommen

Netop den afslappede stemning gør også MC Island til et tilløbsstykke for turister og øens beboere, som ikke nødvendigvis har en ”kværn” at vise frem. For alle er velkommen, og det er ganske gratis at deltage i festlighederne.
”Det er herligt og særdeles godt for Orø som helhed at have så mange forskelligartede aktiviteter at tilbyde de mange turister, som lægger vejen forbi vores lille ø. For Orøs beboere og potentielle tilflyttere er de mange aktiviteter også et plus på kontoen, da det aktive liv herovre gør det alt andet end kedeligt at bo på Orø,” siger Sune Abelgren Nielsen, Ø-konsulent på Orø.