Fortsæt til indhold

Christiansfeldere i kirke med dronningen

Hendes Majestæt afslører symbolet på verdensarven.

Arkiv
Arkiv

Helt ekstraordinært får 150 borgere i Christiansfeld nu mulighed for at deltage i den officielle markering af, at Christiansfeld er udnævnt til verdensarv. Den officielle markering med besøg af Hendes Majestæt Dronningen foregår lørdag d. 29. august, og her vil de 150 borgere nu få mulighed for at sidde med i kirken.
”Christiansfeld er ikke et museum, men en levende by. Og derfor skal byens borgere også med til fest. Det er deres by, der er udnævnt. Ved folkefesten d. 6. juli mødte 2000 mennesker op, og den store interesse fra byens borgere har gjort, at vi også vil give så mange som muligt mulighed for at være med til den officielle markering”, siger Koldings borgmester, Jørn Pedersen.
Hendes Majestæt Dronningen ankommer til byen kl. 13.30, hvorefter hun deltager i en andagt i Brødremenighedskirken. Her vil der være taler af borgmester Jørn Pedersen, præst i Brødremenigheden, Jørgen Bøytler og kulturminister, Bertel Haarder.

Medbring sygesikring

For at komme med i kirken skal man møde personligt op i Søstrehuset, lørdag d. 22. august kl. 10 – 14. Her skal man fremvise sit sygesikringskort med postnummer 6070. Uddelingen af adgangsbilletter foregår efter ”først til mølle” princippet, og der kan maksimum uddeles to billetter per person.
For dem, der ikke når at få billet, vil det stadig være muligt at se Dronning Margrethe. Efter andagten kl. 14.40 går Dronningen nemlig ud på Kirkepladsen, hvor hun vil afsløre symbolet på, at Christiansfeld er optaget på verdensarvslisten.
Dronningen besøger Christiansfeld i tidsrummet kl. 13.30-16.30, og skal også se præstens private bolig og Søstrehuset. Dagen afsluttes med sønderjysk kaffebord.
Lørdagen bliver en festdag i Christiansfeld. Ud over dronningebesøg vil byens butikker lave aktiviteter, der vil være madboder og musik i gaderne. Og så vil guider fra Christiansfeld Centeret flere steder i byen fortælle om Christiansfelds historie.
Festlighederne afsluttes på Genforeningspladsen, hvor Stig Rossen med venner, det oprindelige band fra Bamses Venner, giver gratis koncert for alle. Koncerten foregår fra klokken 17.30 - 19.30.