Fortsæt til indhold

FOA til kamp mod fyringer

Kommende nedskæringer i dagplejen får FOA til at reagere

Arkiv
Mikkel Hansen

I forlængelse af et netop afholdt dialogmøde på Scandic Sønderborg med 145 dagplejere, dagplejepædagoger, daglige pædagogiske ledere og forældrerådsrepræsentanter, lyder meldingen fra FOA, at forældrene har valgt dagplejen, grundet det nære hjemlige miljø i små grupper, og at gæstedagplejeordningen fortsat er en naturlig integreret del af dagplejen.
"Jeg undrer mig over, at FOA Sønderborg fra starten ikke er blevet involveret i processen op til ledelsens forslag omkring effektiviseringerne i dagplejen. Vi kunne sammen have drøftet andre løsninger i dialog med ledelsen og politikerne, som kunne være med til at bevare arbejdspladserne i dagplejen," siger sektorformand i pædagogisk sektor, Gitte Mikkelsen.
Spareforslaget vil blandt andet afskaffe gæsteplejerne. I stedet skal børn passes i daginstitutioner, når dagplejeren har fri eller er syg. Forslaget er til høring frem til den 6. oktober 2015, og fremsættes i byrådet i december.
FOA Sønderborg har inviteret Børne- og uddannelsesudvalget til en dialog med sektorbestyrelsen, fællestillidsrepræsentant og tillidsrepræsentanter for dagplejerne, dagplejepædagogerne og daglige pædagogiske ledere vedrørende dette.
Indtil videre har kun udvalgets formand Erik Lorenzen sagt ja til dialog.