Fortsæt til indhold

Solen synges i seng på Epos

Arkiv
Arkiv

Med musikere fra DR SymfoniOrkestret, Sønderjysk Pigekor og elever fra Hoptrup Efterskole og Augustenborg Skole byder Efterskolen Epos på koncert torsdag 27. august kl. 19
DR har igennem mange år haft stor succes med at få børn til at synge. Det vælter ind med ansøgninger til DRs populære korskole. Her får man lov til at lege, danse og synge sig ind i musikkens univers, hvis sprog forstås lige godt af store som små.
Nu deler DRs musikere musikglæden med lokale børn og unge rundt om i landet. Under temaet 'Læg solen i seng' giver otte messingblæsere og en slagtøjsspiller fra DR Symfoniorkestret sammen med Sønderjysk Pigekor koncerter på bl.a. Efterskolen Epos.
I ugen forud for koncerten kommer kordirigent for Sønderjysk Pigekor, Mette Rasmussen på besøg på de medvirkende skoler og øver koncerternes sange med eleverne. Eleverne medvirker ved koncerten sammen med DRs musikere og sangerne.
Om hele projektet - som tæller seks koncerter rundt i landet - fortæller leder af DR Korskolen og dirigent, Susanne Wendt:
”Det er selvfølgelig en daglig glæde at arbejde med korskolebørnene, men det er ekstra fantastisk at komme ud og møde børn rundt omkring i landet, som med det samme bliver smittet af sangglæden. Sandheden er jo, at man bliver både gladere, smukkere og klogere af at synge,” siger hun.
Koncerterne varer cirka en time, og der er gratis adgang.