Patienterne gør sygehuset bedre
Direktør Henrik Villadsen taler om borgernes inddragelse til sundhedsdagen
- Når vi inddrager patienterne og deres pårørende for at høre deres mening, kan vi gøre sygehuset langt bedre. Sådan lyder det tema om ’borger-inddragelse’ i sundhedssystemet, som sygehusdirektør Henrik Villadsen vil tale om, når han holder oplæg i debat-teltet ved sundhedsdagen lørdag den 29. august på Hestetorvet. Han er til daglig chef for sygehusene i Roskilde og Køge, der i efterhånden mange år har været drevet som en samlet enhed med særdeles gode resultater. - Vi ved jo alle, at nye friske øjne lægger mærke til andre ting. Derfor har vi brug for at inddrage patienterne sammen med deres pårørende, så vi kan få nye ideer til at drive vores sygehus endnu bedre, forklarer han. - Personalet på vore hospitaler er også positive og vil gerne høre på patienterne, fordi de ligeledes er interesserede i at kunne levere den bedst mulige indsats. Så det er ikke kun noget, vi siger for et syns skyld. - Samtidig er det jo også en kendt sag, at hvis patienterne selv er aktive, så går det også bedre med deres behandling. På den måde får vi en modsat reaktion i forhold til, hvis de synker hen i at blive ’passive eftersnakkere af systemet’, forklarer Henrik Villadsen.
Stor kontakt
Sygehuschefen fremlægger to nøgletal, der også har overrasket ham selv: - I løbet af et år er flere end 90 pct. af befolkningen i kontakt med deres praktiserende læge, enten direkte personligt eller på telefonen. - Men næsten halvdelen af befolkningen er i løbet af et år også i kontakt med et sygehus. Så derfor er der en utrolig stor interesse for sygehusvæsenet – men også en stor viden, og alle disse ekstra øjne, som har lagt mærke til noget, vil vi gerne bruge til positivt, siger Henrik Villadsen.
Stærkt sygehus
På grund af de stærkt stigende udgifter til medicin har Region Sjælland netop lagt op til besparelser på alle sine hospitaler. Men sygehusene i Roskilde og Køge slipper forholdsvis billigt gennem denne sparerunde, idet det kun er nødvendigt at afskedige seks personer ud af i alt over 4.000 ansatte. - Vi havde i forvejen to sygehuse med en meget sund økonomi, fordi de har været særdeles veldrevne gennem mange år. Man kan også kalde det ’rettidig omhu’, og derfor slap vi også nogenlunde let gennem denne sparerunde, fortæller Henrik Villadsen. Han ser positivt på fremtiden for sine to sygehuse, der i første del af 2015 har øget antallet af sine behandlinger med hele 7 procent, sammenlignet med samme periode sidste år. Aktiviteten er vokset på hospitalet ved Køgevej, fordi regionen har flyttet flere funktioner hertil og samtidig henter flere patienter, der hidtil er blevet behandlet i Hovedstaden, hjem. - Selv om alle de specialiserede behandlinger skal flytte til det nye Universitetshospital i Køge, når det står klar efter år 20200, er jeg også optimist om fremtiden for sygehuset i Roskilde. - Her findes nemlig et højt fagligt niveau og en god mentalitet omkring arbejdet, som er meget værd. I fremtiden kommer langt flere operationer og behandlinger til at foregå uden indlæggelser, og her kan Roskilde få en meget vigtig rolle. tk