Fortsæt til indhold

Smal trup gør det svært for Rishøj

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Rishøj Boldklubs førstehold i Danmarksseriens Pulje 2 har fået en rigtig skidt start på den nye sæson. Nul points efter to spillerunder er status - og lørdagens hjemmebanenederlag på 0-4 til Kolding Boldklub gjorde ondt.
- Det var en kamp hvor stort set alt gik galt og vi kunne sagtens have tabt større. Vores problem lige nu er en meget smal trup, og i ugens løb måtte vi sige farvel til forsvarskæmpen Jonas Bæk, der er stoppet. Så det er lidt op ad bakke, indrømmer cheftræner Martin Jungsgaard.
I næste runde venter en af sæsonens længste udflugter - til Marstal, hvor hjemmeholdet Marstal/Rise tager imod søndag den 23. august kl. 13.00. En tur, der forventes at rive 10-12 timer ud af kalenderen for Rishøj-truppen.
- Jeg kender ikke ret meget til Marstal-holdet. Jeg har ikke haft mulighed for at kigge dem an. Desuden har vi udfordringen med den lange transport. Jeg synes at det er vanvittigt at man på Danmarksserie-niveau har valgt at dele puljerne op med så lange afstande mellem klubberne. Men nu er vi landet således, og så må vi få det bedste ud af det. Og med en sejr i bagagen kan hjemturen komme til at føles lidt kortere, siger Martin Jungsgaard der måske også må se bort fra Nicklas Tuchsen, der trækkes med en skade.