Fortsæt til indhold

Kromutter vælter i besøgende på Jelling Kro

Omsætningen er steget markant siden åbningen af Kongernes Jelling

Arkiv
Af Jonas Erboe

Hun kigger i kalenderen. Kromutter Dorthe Kirstine Madsen. Den er fyldt. Flere busselskaber har allerede meldt deres ankomst de kommende uger og måneder. Besøgende fra ind- og udland, der skal overnatte og spise på Jelling Kro.
“Vores omsætning er steget med 30-40 procent siden juni,” fortæller hun.
Grunden til det store opsving siden juni ligger en fadøl og hakkebøf derfra. Kongernes Jelling Oplevelsescenter.
Siden åbningen 6. juni i år har oplevelsescenteret haft 75.000 besøgende. Det har smittet af på kroen, der siden har oplevet en stabil og stigende fremgang. En fremgang, som ikke lå lige for.
“Vi skal ikke længere tilbage end starten af året, hvor vi overvejede, om vi skulle dreje nøglen om,” fortæller kromutter, Dorthe Kirstine Madsen.

Duften af succes

Kroen dufter af pommesfritter og fiskefilet. Køkkenet arbejder på højtryk.
“Vi har så travlt, at vi for første gang har ansat en fuldtidskok,” forklarer hun.
Og tendensen med travlhed opleves ikke kun i kroen. Den er generel for hele Jelling, fortæller hun.
“Hele byen har ligget vandret siden åbningen.”