Kejserkåbens flugt
Sommerfuglen Kejserkåben var næsten forsvundet, men er ved at vende tilbage
Sommerfuglene er i stærk tilbagegang. 23 ud af 77 danske dagsommerfuglearter er nu på rødlisten over uddøde og truede arter. Derfor er det særligt glædeligt at Kejserkåben, som i 1990"erne var forsvundet fra det meste af Jylland og Fyn, nu atter spreder sig. Den kan her i begyndelsen af august blandt andet ses i lysninger i Grejs Skov, Højgård Skov og langs Lerbæk Østre Skovvej.
Kejserkåben er med et vingefang på 5-7 cm en af vores største sommerfugle, og med sin lysende orange farve og sorte pletter er hannen en af de smukkeste. Hannen kendes desuden på de 4 kraftige striber med duftskæl på vingerne. Hunnen har mere dæmpede farver.
Kejserkåbens flugt er hurtig og sejlende, og sommerfuglen sætter sig tit på bloster af tidsler, brombær eller hjortetrøst på jagt efter nektar.
Op ad dagen kan man være heldig at opleve parringsflugten: hannen flyver rundt i lysningen på udkig efter en hun. Han tjekker hver en sommerfugl med en farve, som kan minde om hunnens, og når han endelig finder en jomfruelig Kejserkåbe-hun udskiller hun et hormon, som får sommerfuglene til at indlede parringsflugten. Hunnen flyver lige frem mens hannen bagfra dykker ned under hende og langsomt stiger stejlt op foran hende. Hunnen kommer nu atter foran og hannen dykker atter under hende og stiger op foran hende. Sådan fortsætter dansen, hvor hannen tegner lodrette cirkler omkring hunnen, en rum tid. Derefter sætter sommerfuglene sig på et blad med front mod hinanden, og hannen klapper vingerne sammen over hunnens følehorn og frigør et stof fra duftskællene, som gør hunnen parringsvillig.
Æggene lægges i revner i træstammer i nærheden af violer. Larverne klækkes efter et par ugers forløb og de sætter sig straks til overvintring på barken. Næste forår lever larverne af violbladene. De forpupper sig i juni måned og pupperne klækkes efter 2-4 uger. Og i juli og begyndelsen af august næste år kan vi atter opleve Kejserkåbens flugt