Knips løs og vind 100.000 kroner til næste byfest
EDC Filtenborg i Haderslev opfordrer i en landsdækkende kampagne alle til at lægge billeder fra deres yndlingssted op på facebook og Instagram under hashtagget #elskerbyen
"Som mæglere lægger vi vægt på at fremhæve de bedste sider til nye tilflyttere - både ved boligen og ved byen," siger Ivan Filtenborg, der til daglig står i spidsen for EDC Filtenborg i Haderslev.
"Og vi elsker at fortælle om de mange gode steder og oplevelser, man kan få. Ved at folk lægger deres egne billeder på facebook og Instagram kan alle hjælpe med til at vise byens bedste sider frem."
"Pengepræmien kunne f.eks. gå til et band eller en kendt kunstner til en byfest eller til et fælles gourmetmåltid på en central plads. Det kunne også være at få en kendt sportsstjerne som gæstetræner på det lokale fodboldhold, eller hvad som helst! Den eneste betingelse er, at pengene går til et festligt arrangement til glæde for alle, der ønsker at deltage," fastslår Ivan Filtenborg fra EDC Filtenborg.
Vinderbyen er ikke nødvendigvis den by, der har flest bidrag eller størst attraktioner men snarere den by, hvor borgerne har gjort den største indsats for at vinde beløbet.
EDC Filtenborg håber, at så mange som muligt vil være med til at sørge for, at de 100.000 kr. lander et sted her omkring. Når konkurrenceperioden er slut den 1. oktober 2015, vil en dommerkomité bestående af Julia Lahme og Mikkel Heideby - begge kendt fra tv's livsstilsprogrammer - kåre byen med de bedste bidrag.
"Det kunne jo lige så godt være i vores område," siger Ivan Filtenborg.
Hvis du synes, at din by skal vinde konkurrencen om de 100.000 kroner, så tag en masse fotos af dens skønneste steder, sjoveste begivenheder, bedste arrangementer. Læg billederne på Instagram med hashtagget #elskerbyen og skriv evt. med få ord, hvad billedet viser, eller hvorfor du synes, at din by er Danmarks dejligste. Dine billeder kan også lægges op via facebook eller EDC's hjemmeside edc.dk. Husk at skrive, hvor billedet er taget.
Der trækkes lod om 10 iPads blandt alle indsendte billeder. Samtidig deltager du i hovedkonkurrencen om 100.000 kr., som går ubeskåret til et festligt arrangement for byen. Vinderbyen offentliggøres i slutningen af oktober.