Frisk og kvik 125-årig
Roklubben fejrer sin runde dag med flot jubilæums-skrift og stor fest
For læserne af avisen kommer det ikke overraskende, at Roskilde Roklub både er skrap og kvik, selv om byens ældste idrætsforening nu runder de 125 år. Gennem foråret og sommeren har mange af medlemmerne nemlig i en række artikler fortalt meget levende om det vidtspændende og store arbejde, der foregår i klubben, som er blandt landets bedste og helt i top lokalt. Især det omfattende arbejde med at uddanne børn og unge under sikre forhold samt det sjove, sociale live i klubben, der skildres i det forskellige artikler, har gjort et stort indtryk på mig. Det vidner nemlig om, at resultater helt i top indenfor verdenseliten heldigvis kan forenes med forståelsen af, at sporten heldigvis indgår i et større, lokalt fællesskab til gavn for Roskilde. Deri ligger efter min opfattelse roklubbens allerstørste betydning, som også er med til at sikre den nødvendige opbakning både fra de mange frivillige, kommunen og hjælpsomme sponsorer, der hver på deres måde bidrager til, at det hele fungerer så godt.
Tilfreds og glad
Alt det kommer endnu tydeligere frem i det fine jubilæums-skrift, som klubben netop har udsendt, i fællesskab med en række partnere. Her kan en stolt formand Ove Pedersen fortælle om, at han er glad og tilfreds med at stå i spidsen for en forening, der faktisk får flere medlemmer - især børn og unge - i en tid, hvor de fleste andre idrætsforeninger ellers oplever tilbagegang. - For mig er det en fornøjelse at opleve alle de børn og unge, der assisteret af kreative ledere, indtager fores klubhus. Eller at se på problemerne med at få plads til alle bådene på traileren, når kaproerne skal til regatta på Bagsværd, forklarer han blandt andet. Borgmester Joy Mogensen skriver i en artikel, at roklubben alle dage har været den lokale sportsverdens bedste kort. I tekst og ikke mindst billeder fortælles herefter om Roklubbens historie, hvor OL-guld fra London i 1948 med klubbens 2’er med styrmand selvfølgelig er et af højdepunkterne sammen med bronzen samme sted i 2012 til den ‘halve guldfirer’. Væggene i klubhuset fortæller ligeledes om de mange internationale og danske titler, der er roet hjem til Roskilde Havn. Den og klubhuset har også ændret sig meget gennem de 125 år, hvilket fortælles illustrativt og interessant i en af artiklerne med gamle billeder af, hvordan klubbens bygninger og både har set ud gennem tiderne.