Flere i akut bolignød
Kommunen vil overtage 32 små lejligheder i Himmelev
Den akutte venteliste til en lejlighed i Roskilde er steget eksplosivt i de seneste par år, hvor den er mere end fordoblet. I dag venter 377 personer på at få tag over hovedet, og ventetiden er også blevet væsentligt længere.
Gennemsnitsventetiden på en bolig er i dag 9 til 12 måneder på familieboliger og ungdomsboliger. På 1-værelses lejligheder må man være tålmodig fra et halvt til to år.
Ventetiden forventes også at stige i takt med, at akutventelisten bliver længere, når kommunen dsmyifih skal finde permanent bolig til det stigende antal flygtninge.
- Det er for længe at vente på et sted at bo, så derfor skal vi have fat i nogle flere lejligheder så hurtigt som muligt, siger formand for Beskæftigelses- og integrationsudvalget Bent Jørgensen (V).
Han oplyser, at kommunen nu er ved at få fat i 33 små lejligheder, der ligger i Himmelev og i gennemsnit koster 3.500 kroner om måneden.
Lejlighederne findes i en to-etagers bygning, der netop er til salg for omkring 11 millioner kroner. Kommunen vil ikke købe bygningen, men lave en aftale med et firma om at leje boligerne.
Roskilde Kommune har i forvejen en aftale med Boligselskabet Sjælland om anvisningsret til hver 4. bolig, der bliver ledig. I en forsøgsperiode fra sidste halvdel af 2014 har kommunen endda fået tilbudt hver 3. lejlighed, der blev ledig.
ag@roskildeavis.dk