Det Grønne Folkekøkken byder på vitaminer og viden
Det Grønne hus inviterer til folkekøkken med klimavenlig mad. Efter maden vil der være oplæg om grøn omstilling.
KLIMA: Det Grønne Hus er kendt for sin cafe og for at være kommunens lokale videncenter indenfor miljø og klima. Efteråret byder på et nyt koncept, hvor huset kobler disse 2 egenskaber - at samle folk omkring et lækkert måltid mad og en uformel aften med oplæg og debat.
Man kan komme forbi med sin familie eller venner til et måltid i cafeen, som holder åbent mellem kl. 17 og 19. Herefter vil der være oplæg, som man kan læne sig tilbage og lytte til eller deltage aktivt i.
Det Grønne Hus formidler viden om klimavenlig mad, men også om mange andre klima- og miljørelaterede emner. Med dette initiativ tages forskellige emner op hen over efteråret, hvor huset den første tirsdag i måneden vil danne rammen om folkekøkken og videnscafe.
- Man behøver ikke komme hver gang og man behøver ikke deltage i hele pakken. Som børnefamilie vil man måske gerne spise sundt og godt, men skal tidligt hjem. Så kan man f.eks. komme ind kl 17.00 for at spise og springe foredraget over. Og er man ikke til folkekøkken, kan man dukke op til foredraget, fortæller Lotte Lund fra Det Grønne Hus, som er tovholder på efterårets vitaminindsprøjtninger.
Tirsdag d. 1. september kl 19.00 lægger Lotte Lund ud med at skitsere nogle af de klimaudfordringer, vi står over for. Gæsterne skal høre lidt om, hvilke klimaforandringer, vi kan forvente uden at blive præsenteret for dommedag eller dårlig samvittighed og slutte af med at dykke ned i, hvad vi hver især kan gøre.
Cafeen holder åbent fra klokken 17, men mad skal bestilles senest dagen før.
Læs mere om menu, tilmelding og program på www.detgrønnehus.dk.
mart