Fortsæt til indhold

Åben hangar hos Borup Modelflyvere

Modelflyvningens Dag markeres søndag den 6. september

Arkiv
Arkiv

MODELFLYVNING: Søndag den 6. september afholdes Modelflyvningens Dag i Danmark.
Lokalt foregår det hos Borup Modelflyvere der holder til på modelflyvepladsen på Ringstedvej 657 ved Slimminge. Her holdes åben ”Hangar”, og alle interesserede er velkomne til at være med til at flyve luften tyndere end nogensinde.
- Kom ud og se på de mange spændende fly, få en snak med vore medlemmer, og hvis vejret tillader det, så inviterer vi på en prøvetur med et af vore skolefly, opfordrer klubbens formand Niels Vangkilde.
Alle Danmarks omkring 100 modeflyveklubber slår hangarportene op for alle, der kunne tænke sig en time eller i to i selskab med masser af flotte modelfly og deres ”flyvetossede” ejere, piloter og konstruktører.
- Vores mål med Modelflyvningens Dag er, at vise lokalområdet, at modelflyvning ikke blot er smukke fly i planløse mønstre på himlen. Men at modelfly kan være alt fra et graciøst svævefly til en kopi af en rigtig flyver, som alle har det til fælles, at de er fascinerende og smukke. Vil også gerne fremhæve, at vi flyver med rigtige flymodeller, og ikke med de meget omdiskuterede såkaldte multirotor droner. Vores fly ligner rigtige fly og flyves som rigtige fly, droner derimod er computerstyret og kan flyve stort set af sig selv. Og så vil vi gerne vise, at modelflyvning ikke blot er flyvning, men at det også er en udfordring at vedligeholde og bygge modellerne, og sidst men ikke mindst, så har vi en rigtig god klubånd og et godt kammeratskab, fortæller Niels Vangkilde.
Dørene slås op kl. 11,00. Mange af medlemmernes fly vil være stillet op på flyvepladsen. Og der er mange forskellige af dem, store og små, svævefly, motorfly både brændstof og el, så her er nok at tale om. Lyden af snurrende motorer kommer ikke til at forstyrre samtalen, for vi lægger et stort arbejde i at støjdæmpe vores fly.
Der vil blive fløjet intensivt. Sidste år tog Borup Modelflyvere Danmarksrekorden for flest antal flyvninger. Klubben havde langt over 100 besøgende på flyvepladsen, og ca. 30 af de besøgende fik selv lov til at styre et modelfly under vejledning af en erfaren instruktør.
Alle flyveture, vil tælle med i det samlede antal flyvninger, som hver enkelt klub indrapporterer til Modelflyvning Danmark. Så det er håbet, at rigtigt mange vil besøge de danske modelflyvepladser på søndag og medvirke til at udbrede kendskabet til flyvning med rigtige modelfly.
Hvis vejret tillader det, vil klubben invitere interesserede gæster til selv at prøve at flyve.
- Vi har i klubben skolefly med dobbeltstyring lige som i en skolevogn, og på Modelflyvningens Dag vil vi invitere til en prøvetur, så man selv prøve, hvordan det er at flyve et modelfly. Så længe der er en instruktør ved siden af, kan der ikke ske noget. Vi har i dagens anledning en modelflysimulator i klubhuset, der kan vore gæster øve deres flyve færdigheder. Og så vil der blive snakket om modelflyvning og bygning af modelfly. For det er jo dybest set ønsket om, at bringe viden om vores dejlige sport og hobby ud til endnu flere danskere, der har fået os til at tage dette initiativ, slutter Borup Modelflyveres Niels Vangkilde.
Se også www.borupmodelflyvere.dk.
pm