Fortsæt til indhold

En katastrofe midt i en katastrofe

Ægtepar fra Vamdrup har startet en indsamling til støtte for både flygtninge og de lokale på den græske ø Lesbos

Arkiv
Simon Carlson

Det hobede sig lige så stille op. Billederne af de desperate flygtninge, der forsøger at komme i land fra en overfyldt gummibåd. Billederne af de tidligere så smukke sandstrande, der nu ligner krigszoner. Historierne fra lokalbefolkningen, der forsøger at hjælpe, men langsomt er ved at bryde sammen under presset. Til sidst kunne de ikke blot se til.

Ægteparret Maria Skovgaard Nielsen og Rob van de Put fra Vamdrup har netop startet en indsamling, der skal forsøge at hjælpe de mange tusind flygtninge, som i øjeblikket befinder sig på den græske ø Lesbos. På de værste dage ankommer op mod 1000 nye flygtninge til en ø med blot 86.000 indbyggere, og presset på de to lejre på øen er så voldsomt, at mennesker må sove under åben himmel uden at få adgang til mad og vand. Det sker først, når de får lov at komme ind i de myndighedsstyrede lejre, hvor de også skal registreres, inden de kan få lov at rejse videre fra øen.
“De frivillige på øen opdaterer hele tiden listen med, hvad der er behov for og lige nu er der ganske enkelt ikke muligt at få tøj. De kan simpelthen ikke skaffe mere, men der er også et enormt behov for vand, mad og lægehjælp,” fortæller Rob van de Put.

Frygt for epidemier

Det er imidlertid ikke blot flygtningene, som ægteparret forsøger at hjælpe. Rob har tidligere boet på Lesbos i 10 år, og det var også her parret mødte hinanden og siden blev gift. Det er således også med et stort hjerte for lokalbefolkningen, at de forsøger at hjælpe. De har stadig mange kontakter på øen, og de historier, som Maria Skovgaard Nielsen og Rob van de Put får fortalt, vidner om et samfund, der er ved at kollapse.
“Infrastrukturen er ved at bryde sammen. Der er opstået flere flaskehalse på øen, fordi ventetiderne er så lange, inden flygtningene får lov at rejse videre. Mine kontakter på øen siger, at det kun er blevet værre og værre. De lokale forsøger at hjælpe, men på et tidspunkt kan de jo ikke mere. Øen er jo også dybt afhængig af turister, men tror du, at Lesbos står øverst på listen lige nu? Det er virkelig en katastrofe i en katastrofe i en katastrofe,” konstaterer Rob van de Put.
“Og som det er nu, er det jo katastrofalt at tænke på, hvad der kommer til at ske, når flere og flere mennesker hober sig op under de her forhold. Man kan sagtens tænke sig, at der opstår epidemier, og så kan det jo blive virkelig grimt,” indskyder Maria Skovgaard Nielsen.
De viser et billede af det, der skulle være et herretoilet. Det flyder med afføring og plasticflasker.

“For en uge siden var jeg ikke engang på Facebook,” fortæller Rob van de Put, mens han og Maria Skovgaard Nielsen overvåger aktiviteten på Indsamling Lesbos.

Som min egen hoveddør

Den 2. september tager Rob bogstaveligt talt sagen i egen hånd. Han rejser til Lesbos i syv uger for at deltage i det frivillige arbejde og sørge for, at det indsamlede tøj, penge og andre nødvendigheder kommer ud til dem, der har mest behov for det. Imens fortsætter Maria indsamlingen herhjemme. I Robs fødeland Holland står hans søster ligeledes for en indsamling, og selv om det, med det fortsat stigende flygtningepres, virker som en kamp mod vindmøller, så er parret klar til at kæmpe den kamp.
“Jeg ved jo ikke, hvordan man stopper flygtningestrømmen. Der skal nok et mirakel til. Jeg ved bare, at det er i dag, der står et menneske som tørster, og jeg har mulighed for at hjælpe. For mig er det ikke anderledes, end hvis han stod og bankede på min hoveddør,” fastslår Rob van de Put.