Kgl. Classic lægger fra land
Weekenden byder på Kongelig Classic med masser af aktiviteter på havnen i Aabenraa
Arrangørerne bag Kongelig Classic er ved at komme ind i opløbssvinget frem mod Kongelig Classic. I weekenden er Aabenraa for andet år i træk målhavn, så det giver ekstra travlhed.
“De flotte, gamle yachter har jo vinden som brændstof, så vi kan ikke sige præcist, hvornår de begynder glide i havn over middag. Og slet ikke hvem der når først frem og vinder præmien. Men flot, det bliver det”, fortæller Lotte Urfe, der er tovholder på eventen i Aabenraa som både har løbende aktiviteter dagene igennem og en masse underholdnings-highlights.
Blandt de løbende aktiviteter er en hel stribe legestationer, hvor alle kan prøve kræfter med blandt andet knob, klappefisk, guldgravning og tovrigning.
Det er andet år i træk Aabenraa er målhavn, så arrangørerne ved godt, at der også skal være noget for ganen, så der venter også kulinariske fristelser på kajkanten.