Fortsæt til indhold

Fredericianske Søren Andersen bag nyt pladeselskab

Han sværger til rock, som ellers ikke ville udkomme

Arkiv
Peter Friis Autzen

Der er alt for mange, der gør meget alt for besværligt. Resultatet er, at alt for meget god musik ender med aldrig at udkomme.
“Og det kan jeg simpelthen ikke holde ud længere. Så nu laver jeg mit eget, uafhængige pladeselskab med det erklærede mål at udgive det superfede musik, som ellers bare ville ligge og samle støv,” siger Søren “Søgge” Andersen.
Allerede i sin tid med Fredericia-bandet Kick The Kangaroo oplevede han, hvor svært det var at få sin musik udgivet.
“Jeg har været der selv. Og derfor ved jeg, hvad det kræver. Så nu vil jeg hjælpe musikerne derhen, hvor de kan få deres musik udgivet, så de kan etablere sig og nå et publikum,” siger Søren “Søgge” Andersen.

Enkelt og overskueligt

Det nye pladeselskab hedder Cut The Crap Music - hvilket kan oversættes til noget i stil med “Helt Uden Pis Musik”. Og det mener Søren “Søgge” Andersen ret bogstaveligt.
“Der er så meget bøvl, der kan stille sig i vejen for en musikudgivelse. Så derfor laver vi en super-overskuelig aftale: En kontrakt på én side uden alt for mange forhindringer, hvis musikeren opdages af et større selskab og senere vil videre dertil. Det her handler om musikken, og så skal der ikke være så meget andet pjat.”
Inspirationen til projektet kom, da Søren arbejdede med indspilninger for den danske sangerinde, Christina Persson.
“Da pladen var færdig og klar, var der udsigt til, at den aldrig ville blive udgivet. Og den tanke kunne jeg bare ikke holde ud,” siger han.
Så efter lidt kontakter rundt i sit store netværk i den danske musikbranche gik han i gang.
Ud over Christina Persson er det nu også blevet til en udgivelse med Tainted Lady, der lige som han selv stammer fra Trekantområdet.
“Jeg skal ikke blive et stort selskab. Cut The Crap skal være et lille, cool selskab, der blandt andet udgiver rock, hardrock og måske lidt metal - altså musik, som jeg kan se mig selv som en del af. Ikke disko eller klassisk country,” siger Søren “Søgge” Andersen.
Cut The Crap Music leverer ikke alle ydelser til musikerne.
“Der er ting, jeg ikke kan hjælpe musikerne med. Men så kan jeg til gengæld hjælpe dem med at finde de mennesker, der kan hjælpe dem med resten. Så længe det ender med, at der udgives rock, som der jo heldigvis bliver mere og mere interesse omkring,” siger den travle musiker, producer og nu pladeselskabsdirektør.
Både hans eget band, Electric Guitars, Tainted Lady og lokale Black Income spiller ved Landsoldaten i Fredericia 28. august fra klokken 18:30 og resten af aftenen.