Fortsæt til indhold

Aabenraa sprinter med i det helt store motionsløb

Onsdag lyder startskuddet til DHL-stafetten for første gang i Aabenraa

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Flere end 3800 løbere er i disse dage klar til at snøre løbeskoene for at deltage i Danmarks største stafetløb, nemlig DHL-stafetten, der i år for første gang også har start i Sønderjylland.
Dyrskuepladsen i Aabenraa danner rammen om det store motionsløb, hvor mere end 200.000 løbere på landsplan vil løbe løbet i løbet af august måned. Det store antal løbere betyder, at de tilsammen tilbagelægger en strækning, der svarer til 25 ture rundt om jorden.
Så langt skal løberne i Aabenraa heldigvis ikke løbe. DHL-stafetten er et holdløb, hvor hver løber kan “nøjes” med at løbe fem km.

Endelig i syd

“Vi er rigtig glade for, at vi i år har Sønderjylland med. Det er en vigtig milepæl. Vi kan nu for første gang sige, at vi dækker hele Danmark. Og det tegner til at blive en stor succes. Vi er stolte over, at DHL Stafetten kan samle så mange mennesker. Selvom løbet har over 34 år på bagen, så er det jo nyt her i Sønderjylland. Og sikke en velkomst,” siger Ole Mørk fra DHL i en pressemeddelelse.

DHL-stafetten starter onsdag kl. 18 fra Dyrskuepladsen i Aabenraa.