Søren synger i kor
Middelfart-koret er på jagt efter basser og tenorer
Mænd synger ikke - og da slet ikke i kor! Jo, det gør de - og Middelfart-koret Choir Please vil gerne have endnu flere mænd til at matche kvindestemmerne.
Gennem årene har koret - med Hans-Henrik Skieller som kompetent leder - gennemgået en stor udvikling. Det kniber dog stadig med basser og tenorer, hvilket ærgrer Hans-Henrik Skieller, da det påvirker balancen i det 40-stemmer store kor. Han er dog ikke i tvivl om, at de sangglade mænd findes i lokalområdet, og understreger, at korerfaring slet ikke er en betingelse, hvis bare musikaliteten er til stede og stemmen passer til Choir Please.
Søren Becher Andersen vidste ikke på forhånd, om hans stemme egnede sig til Choir Please.
“Jeg er med i en mandegruppe, hvor vi synger meget for hinanden og til fester, og det var faktisk én af mændenes kærester, der stak til mig om Choir Please og gjorde mig nysgerrig efter at finde ud af, om jeg nu kunne klare korets stemmeprøve,” fortæller 39-årige Søren Becher Andresen, der nu har to år på bagen i tenorgruppen.
“Så det kunne jeg, men min næste bekymring var, om jeg kunne blive god nok i forhold til den tid, jeg havde til koret.”
Glad og opstemt
Søren Becher er hårdt spændt for i det daglige, bl.a. som leder en gruppe, der sørger for driften af en række pengeinstitutters automater landet over, og alenefar til Johan på syv år. Desuden udfører han frivilligt arbejde for spejderbevægelsen og web-arbejde for lokale foreninger. Søren erkender, at selv om det godt kan være svært at komme afsted til den ugentlige øveaften onsdag på Vestre Skole, så vender han stort set altid glad og opstemt hjem.
Fest og farver
“Efter en lidt svær start er jeg også blevet bedre til at tyde noder og holder også af at synge til koncerter. Og så kan jeg godt lide at sige: 'Jeg synger i kor!', for på den måde at vise, at jeg ikke altid passer ned i den forventede klodskasse,” fortsætter Søren Becher.
“Desuden har jeg fået lært en masse nye og sjove mennesker at kende. Koret er omgærdet af fest og farver, så for mig fylder alt det sociale fylder næsten mere end selve øveaftenerne,” tilføjer Søren Becher Andresen, der også lægger vægt på, hvor meget korets aldersspredning mellem 30 og 70 år betyder for ham.
Læs mere om koret på www.choirplease.dk