Fortsæt til indhold

Flytning har givet travlhed hos frisøren

Salon Kam & Saks har fået flere kunder ved at flytte

Arkiv
Mikkel Hansen

For et år siden pakkede Salon Kam & Saks flyttekasserne og flyttede fra den øvre del af Perlegade til Jernbanegade mellem gågaden og Borgen i Sønderborg.
"Det er gået fantastisk. Tiden har vist, at det var den helt rigtige beslutning," fortæller indehaver Morten Struck.
Baggrunden for flytningen var et ønske om mere plads i salonen og en bedre placering i bybilledet.
"Som frisørsalon kan vi nok ikke ligge bedre lige mellem busstationen og togstationen. Vi har fået en større synlighed i gadebilledet, og der kommer flere folk forbi vores salon. Det har givet flere kunder i butikken," siger Morten Struck.
Det har givet større travlhed i butikken.
"Vi har desværre ofte måtte sige nej til kunder, så derfor har vi lige hyret en frisør mere, og måske kommer der flere i fremtiden," siger Morten Struck.
Der er nu fem medarbejdere i salonen.