Fortsæt til indhold

- Hvem vil ikke gerne bo i en æblelund tæt ved havet?

Familien Rasmussen er blandt tilflytterne, der ser frem til at rykke ind i Nicolinelund i Strøby Egede.

Arkiv
Arkiv

BOLIG: Familien Rasmussen helt fra Juelsminde på Østjyllands kyst er blandt tilflytterne i Nicolinelund, der er en udstykning i Strøby Egede, som vil noget særligt.
Nicolinelund tiltrak familien fra det jyske, blandt andet fordi udstykningen er planlagt til at blive en bæredygtig æblelund, hvor børn, voksne og ældre kan leve det gode liv tæt ved havet og i pagt med naturen.
Shana Rasmussen, hendes mand og deres fire teenagebørn flytter ind i et 194 m2 nybygget hus i Nicolinelund i løbet af foråret 2016. De bliver blandt de første, der kan sætte nøglen i døren til et helt nyt liv i villakvarteret.
- Min mand har pendlet til arbejde mellem Juelsminde og Brøndby i to år, og det begyndte så småt at trække veksler på familien. Vi gav os derfor til at lede efter et sted at bo tæt på København, hvor vi fortsat kunne have glæde af havet og naturen, som vi har været vant til det i Juelsminde, fortæller Shana Capion Rasmussen.
Familien var godt omkring i deres søgen efter en ny bolig, blandt andet i Jyllinge, Havdrup og Køge. De havde egentlig ikke regnet med at skulle bygge et nyt hus med jordvarmeanlæg og solceller på taget, men da de havde besøgt Nicolinelund og oplevet området omkring Strøby Egede, var de ikke i tvivl om, at de selvfølgelig skulle være nybyggere i en bæredygtig æblelund ved havet.
- Vi tændte på Nicolinelunds særlige miljø med æbletræer overalt, de snoede, stille veje, muligheden for at indlogere gæster i udstykningens store fælleshus på Stolpegaard, og så at vi kunne blive ved med at leve vores liv helt tæt på havet.

Det med æbler

Nicolinelund udstykkes på den gamle Stolpegaards landbrugsjord syv kilometer fra Køge centrum. Käte og Anker, der ejer jorden, har skabt et udstykningsprojekt, som de vil noget særligt med. De elsker selv naturen og havet, de brænder for bæredygtighed, og de ser gerne, at Nicolinelund også passer på miljøet.
- Det har været vigtigt for os, at Nicolinelund bliver et sted, hvor familier, unge som ældre, kan leve godt sammen. Naturen omkring er fantastisk og havet ligger 500 meter herfra. I det gavmilde lys har det været vigtigt for os at skabe et bæredygtigt miljø. Vi arbejder med bl.a. jordvarme og opsamling af regnvand i en af villakvarterets søer. Vi tilplanter fællesarealerne i Nicolinelund med æbletræer, der skal dyrkes efter de økologiske principper. Derudover beplanter vi med hvidtjørn og skovfyr, som egner sig godt til det kystnære åbne land, fortæller Käte og Anker.

En æbleguru i Nicolinelund

Ægteparret er så vilde med æbler, at de forrige søndag havde inviteret en af Sjællands største æbleorakler til Nicolinelund. Karin Sloth fra Snoremark nord for Roskilde var hovedprogrampunkt på
Den Store Æbledag i Nicolinelund. Der var inviteret gæster fra nær og fjern, som talte nybyggere i udstykningen, folk der overvejede at købe grund, og så æbleentusiaster, der havde fundet vej til Nicolinelund for at blive inspireret.
Karin Sloth fortalte om dyrkningen af æbler i sin fem hektar store plantage, om det at vælge de rigtige sorter til forskellige formål, og om hvordan hun blev danmarksmester i brygning af Æblemøjd. Forsamlingen i Nicolinelund spidsede ører undervejs, men blev særligt opmærksomme, da propperne sprang, og der skulle smages på både æblemost, æblecider og ikke mindst æblemjød.
Det er tanken, at Den Store Æbledag skal være en årligt tilbagevendende begivenhed. Frem over kan nybyggerne i Nicolinelund bruge dagen til at høste kvarterets æbler, moste, sylte og ellers dyrke det gode naboskab, som allerede begyndte at tage form på årets æbledag, hvor mange af de kommende beboere mødte hinanden for første gang.