Kig inden for i 10.000 boliger
ÅBENT HUS: Boligsalget er for alvor på vej op, og mange drømmer om en ny hjem. Nu er der mulighed for ganske uforpligtende at komme inden for i 10.000 boliger, som er til salg.
Søndag den 27. september bliver dørene til omkring 10.000 boliger slået op, når ejendomsmæglerkæden Nyboligs flere end 200 forretninger over hele landet holder åbent hus. Stort set alle boliger, som Nybolig har til salg, kan besøges på dagen.
- Det er alle tiders mulighed for at opleve mange forskellige boliger i et bestemt område – oven i købet på en uformel og uforpligtende måde, siger Ejendomsmægler og Valuar, Allan Wolff Nielsen fra Nybolig i Køge.
Vidt forskellige villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse og landejendomme - i alle prisklasser - vil være repræsenteret i den kæmpemæssige boligbuket, som kan opleves ved Nyboligs landsdækkende åbent hus.
- Vi forventer rigtigt mange besøgende den 27. september. Der er et stort opsparet behov for at flytte, fordi der har været en række år med usikkerhed på boligmarkedet, hvor folk gerne ville se tiden an. Den usikkerhed er afløst nu af en betydelig optimisme, ikke mindst båret af den historisk lave rente. Mange er klar til at købe nu, siger Allan Wolff Nielsen fra Nybolig i Køge.
Allan Wolff Nielsen forklarer, at den lave rente har betydet, at flere har fået råd til at købe, og at flere har fået råd til at købe noget dyrere eller større, der måske bedre passer til deres behov.
- Den lave rente har også haft som positiv effekt, at det er blevet lettere end i mange år for førstegangskøbere at få fodfæste på boligmarkedet, siger Allan Wolff Nielsen, der opfordrer alle, som overvejer at sælge deres bolig, til at kontakte Nybolig i Køge, så ejendommen kan blive markedsført i forbindelse med åbent hus-dagen.
pm