Fortsæt til indhold

Fejring af et righoldigt orgelmiljø

Den 13. Orgelfestival Sønderjylland-Schleswig hylder instrumenternes dronning i næste måned

Arkiv
Arkiv

I 12 år har den grænseoverskridende Orgelfestival Sønderjylland-Schleswig kunnet glæde sig over en stadig stigende popularitet. Derfor vil festivalmåneden fremover være september, hvor der i de store kirker samt nogle særligt udvalgte gæstekirker gennemføres et koncentreret program med en skarpere profil og med betydningsfulde instrumenter.
Målsætningen er imidlertid den samme som altid, nemlig at præsentere regionens righoldige orgelmiljø samt pleje det efterhånden meget veludviklede grænseoverskridende samarbejde.

Orgelkalender og atlas

Samtidig har festivalens bestyrelse oprettet en helårs 'orgelkalender' og et 'orgelatlas' på hjemmesiden. På den måde lever orgelfestivalen endnu bedre op til at kunne præsentere det store udbud i hele sin bredde, idet alle kirker, som registrerer deres orgel med billeder, disposition og uddybende forklaringer, herefter kan notere deres orgelkoncerter for hele året på dette sted og dermed nå ud til et bredt publikum.
Orgelfestivalens hjemmeside indeholder for fremtiden en oversigt over alle orgelrelaterede begivenheder mellem Sønderborg, Sild, Haderslev og Husum – samt et orgelatlas med regionens flotteste instrumenter.
Programmet for denne første festivalmåned er sædvanen tro meget alsidigt: Der er orgelkoncerter med trompet, saxofon, alpe- og valdhorn samt sang på programmet i by- og landsbykirker samt i de seværdige slotskapeller i regionen.

I forbindelse med årets orgelfestival har man arrangeret et besøg af orgelbygger Marcussen & Søn i Aabenraa.

Verdens mindste pibeorgel

På øren Föhr i Nordsøen vil der være mulighed for at høre verdens mindste pibeorgel, 'Portativet', og i Ensted vil der være en collage bestående af orgel og Beatles-numre. Der spilles centrale værker af de store mestre såsom Johann Sebastian Bach, Francis Poulenc og César Franck, og indimellem vil der hele tiden være egne kompositioner og improvisationer af de kendte regionale og internationale kunstnere.
På grund af, at istandsættelsen af orglet i Løgumkloster netop er i færd med af blive afsluttet, vil åbningen af den 13. orgelfestival undtagelsesvis foregå i Slesvig domkirke – med et program for "fire hænder og fire fødder". Og til den afsluttende koncert i Flensborg vil der være dans ved baletsolisterne fra NoBorders Company til orgel- og saxofonmusik.
I den mellemliggende tid vil der være spændende rundvisninger for børn, en guidet orgelsafari med bus samt en besigtigelse af orgelbyggeriet Marcussen & Søn i Aabenraa. Så i september spiller regionen atter engang 'på alle tangenterne'.
Se hele programmet på orgelfestival-sja-sl.com.