HTF manglede sin verdensmester
Det lykkedes ikke løberne fra orienteringsklubben HTF i Haderslev at kvalificere sig til Landsfinalen
62 løbere fra orienteringsklubben HTF i Haderslev løb søndag første divisionsløb i Oksby Klitplantage, hvor det ikke lykkedes, at kvalificere sig til Landsfinalen i Allerød den 27. september.
"Vi tabte til Kolding og Vejle, men vandt over GORM fra Jelling med cifrene 113-108. Ikke mindre end ni løbere fra HTF blev diskvalificeret for manglende poster, og så kan man jo ikke vinde alle kampene - vi manglede også nogle af de bedste, blandt andet den tredobbelte Verdensmester Maja Alm, som stadigvæk er på ferie," siger HTFs Jørn Andersen.
Der var dog også lyspunkter: Søskendeparret, Mathilde Schrøder Larsen og Oskar Schrøder Larsen, vandt deres klasser, ligesom Camilla Bevensee var bedst i D-21-34 år, mens Lise Termansen var rykket op fra D-16 til D-21 og blev næstbedst.
"Vi skal nu ud i ned- og oprykningsmatch, som foregår den 27. september i Aabenraa."