DogFunDay - en dag med sjov for dig og din hund
Der findes masser af sjove aktiviteter, man kan lave sammen med sin hund. Men det kan for mange hundeejere måske være svært at hente inspiration til de mange aktiviteter og blive ved med at ”hitte på” nye øvelse, som hunden synes, er sjove. Det forsøger Dansk Kennel Klub Esbjerg at råde bod på søndag 6. september, hvor man byder velkommen til DogFunDay på Vestre Tovrupvej i Esbjerg Ø fra klokken 13.00 - 16.00.
DogFunDay er en legedag, som vi nu gennemfører for femte gang. En dag, hvor du og din hund har det sjovt. Her er der lejlighed til at høste inspiration til masser af sjove aktiviteter for dig og din hund – og høre nærmere om de mange træningstilbud, som Dansk Kennel Klub tilbyder hundeejere i Esbjerg. Desuden er der mulighed for selv at prøve sjove øvelser med sin hund.
En af de sjoveste aktiviteter bliver kåringen af Esbjergs Sejeste Cirkushund, hvor den hund, der kan det sjoveste, sødeste eller mest iøjnefaldende cirkustrick, kåres nemlig på dagen som Esbjergs Sejeste Cirkushund 2015.