Digital betjening af landmænd hitter i Varde
I Varde Kommune har man effektiviseret betjeningen af de lokale landmænd gennem computerprogrammet Teamviewer. Det sparer tid og ressourcer for både landmanden og kommunens ansatte i Teknik og Miljø
Et nyt tiltag i Varde Kommunes afdeling for Teknik og Miljø har revolutioneret måden, man fra kommunens side indgår i kontakt med den enkelte landmand, når der skal indhentes boretilladelse i forbindelse med markvanding.
”Tidligere blev landmændene inviteret til rådhuset for at finde løsningen på deres markvandingsproblemer. Nu inviteres de i stedet til et online møde, der sættes op på under et minut,” siger Kaj Stoltenberg, Teamleder for Digitalisering og IT i Varde Kommune.
Herfra kan landmanden følge med på medarbejderens skærm og nemmere gøre indsigelser, når kortene over landmandens grund gennemgås i forbindelse med, at kommunens ansatte forklarer årsagerne til deres beslutning.
Billig investering
Alt dette er muligt igennem programmet Teamviewer, der for et beskedent beløb er blevet indkøbt til kommunens computere og ikke kræver nogen form for køb eller installation for landmanden, der kun skal klikke på et link, kommunen sender via mail.
Bevillingerne til markvanding er ofte af stor betydning for landmandens virke, og i de mere komplekse tilfælde kan der opstå forvirring eller uenighed om årsagerne til en konkret beslutning.
Konceptet er tidligere blevet benyttet internt mellem afdelinger i Varde Kommune og vil i den kommende tid blive forsøgt udbredt til andre dele af kommunens erhvervs- og borgerservice.