Stormflodsfortællinger på Skibby bibliotek
Biblioteket i Skibby viser udstillingen Stormflodsfortællinger med billeder udlånt af Frederikssund Museum, Færgegården. En udstilling om stormfloden Bodil, der hærgede i december 2013.
Stormfloden efter stormen Bodil havde så voldsomt et forløb, at der var tale om en begivenhed af historiske dimensioner. Derfor besluttede Frederikssund Museum, Færgegården at dokumentere stormfloden og tiden efter, så kommende generationer vil kunne få indblik i hvad der skete.
Det var vigtigt for museet, at lade de, der selv havde oplevet stormfloden, komme til orde, og man opfordrede derfor borgere langs Roskilde Fjord om hjælp til at indsamle fotos, beretninger og andet materiale med tilknytning til stormfloden. Således lykkedes det museet at indsamle mere end 500 fotos samt interviews og nedskrevne beretninger.
På denne udstilling kan man se udvalgte fotografier, læse beretninger og citater indleveret af lokale borgere.
Udstillingen kan ses i Biblioteksgangen på Skibby Bibliotek i den betjente åbningstid.