Sensommerkoncert med Herfølgekoret
BJÆVERSKOV: Mens sommeren går på hæld, indleder Herfølgekoret den nye sæson med en koncert i Bjæverskov Sognegård. Den foregår søndag den 6. september kl. 15.00, hvor alle er velkomne.
Herfølgekoret besøgte senest Bjæverskov Kirke til en vellykket julekoncert sidste år, og det har nu medført, at menighedsrådet har sendt bud efter koret igen.
Korets dirigent, Otto Laust Hansen, har sammensat et program, der omfatter klassiske korsatser, nyere danske salmer, et par svenske viser og bidrag fra den danske sangskat.
Til den sidste kategori hører den årstids-aktuelle ”Sensommervise” skrevet af Kirsten og Finn Jørgensen, der bor i Køge.
Ind imellem korets optræden lægges der op til fællessang med publikum, som dermed også får lejlighed til at træne sangermusklen.
pm