Fortsæt til indhold

En sikker rejse mod Superligaen

Lars-Christian Brask fortæller, hvorfor han sagde Ja til at blive formand for FC Roskilde

Arkiv
Af Torben Kristensen

- Jeg ønsker, at FC Roskilde tager en sikker rejse op til Superligaen, hvor landets 10. Største by jo hører hjemme. Men vi skal først have mange faktorer til at falde på plads og spille sammen, for ellers ryger vi bare ud igen og bliver en ‘døgnflue-katastrofe’, som vi har set med andre. Sådan forklarer Lars-Christian Brask udfordringen, der fik ham til at sige ja til jobbet som formand for fødebyens professionelle fodboldklub. På en træningsaften i Idrætsparken ved Rådmandshaven mødte Roskilde Avis den 52-årige erhvervsmand, der efter en finans-karriere i London vendte hjem for nogle år siden. Nu har han travlt med at være formand for- og bestyrelses-medlem i en række større og mindre selskaber, og ved siden af det blev han også valgt ind i Roskilde Byråd for Venstre ved sidste kommunevalg. - Men det fik mig nu ikke til at tøve, da muligheden dukkede op for at blive formand for FC Roskilde. - Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel, så klubben får de fysiske rammer, menneskelige og økonomiske ressourcer samt den struktur, der også skal til for at klare sig i toppen af dansk fodbold. Alle disse faktorer afgør nemlig, om en organisation får succes. Det gælder også - eller ikke mindst i fodbold, forklarer Lars-Christian Brask.

Et bedre stadion

En af de nødvendige opgaver er at få moderniseret Roskilde Idrætspark, så byen får et tidssvarende stadion, der passer til at være med blandt landets 20 eller 12 bedste klubber. - Vi skal have plads til flere tilskuere, så de kan se og opleve noget. Forholdene er ikke dårlige i dag, men det skal forbedres for at skabe både stemning og indtægter. Et andet punkt bliver klubbens organisation, hvor der ifølge den nye formand også er brug for en udbygning og udvikling: - Vi skal have flere menneskelige ressourcer, da 2 mennesker kan ikke klare alt det her. Samtidig har vi en træner og en stab, der heller ikke får for meget i løn, så det skal vi også gøre noget ved. Lars-Christian Brask er klar over, at han ikke kan lave hele klubben om med et trylleslag. Desuden erkender han, at der eksisterer en særlig ånd, som han skal være med til at bygge videre på. - FC Roskilde har trods en begrænset økonomi allerede nogle kvaliteter, som vi så i foråret, da holdet startede som nummer sjok og lå til nedrykning, men alligevel endte midt i 1. division. Det var flot klaret, men vi kan jo ikke regne med, at det går godt hver gang. - En af vore styrker er blandt andet den mandskabsbehandling, som træner Anders Theil og hans folk står for. De har fået meget ud af spillerne. - Her som i alle organisationer, drejer det hele sig jo om mennesker. Hvis du giver dem gode rammer at arbejde i, får du også bedre resultater. Min opgave som ny formand er nu sammen med den øvrige ledelse at udvikle og forædle alt det gode, der allerede findes i klubben, siger Lars-Christian Brask.

Tænder på resultater

- Jeg tænder på at skabe resultater, siger den nye FCR-formand, når han skal forklare sin personlige tilfredsstillelse ved at kaste sig over denne opgave. - Sådan har det været i hele min civile karriere, og sådan er det selvfølelig også i fodbold. - Som bestyrelse skal vi først klare den helt grundlæggende opgave, så virksomheden betaler lønninger, regninger, moms og andre udgifter, mens vi samtidig sørger for, at der er penge på kontoen. Ellers kan vi personligt blive gjort økonomisk ansvarlige. - I en almindelig virksomhed består et godt resultat i at skaffe så stor fortjeneste som mulig, men i en fodboldklub er de sportslige resultater ofte vigtigere end en kortsigtet fortjeneste. Men det gør bare opgaven ekstra fascinerende.

Mange med på rejsen

Når Lars-Christian Brask skal definere et stærkt økonomiske fundament for en moderne professionel fodboldklub handler det ikke mindst om at skaffe sponsorer, og han sammenligner det med at få mange med på en interessant rejse: - Vi har allerede mange gode lokale sponsorer hos FCR, der ellers aldrig var nået så langt som nu. Men i Roskilde og de tilstødende kommuner findes langt flere virksomheder, også af en vis størrelse, som også kunne opleve det som spændende at deltage her og være med til at skabe noget. - Så det gælder om at skabe en ‘pakke med oplevelser og visioner, som vi skal være dygtige nok til at få flere til at ønske sig.

Talenter og nye indkøb

FC Roskilde står nu i en situation, så der ikke er penge nok til bare at købe vildt ind af nye spillere, men hvor det nuværende lokale 1. Divisionshold heller ikke er sammensat af lokale talenter, der er slået igennem. - Vi skal udvikle talentarbejdet sammen med flere lokale klubber. Forhåbentlig blive det sådan, at når der i vores område er et talent, som er dygtig nok til at spille i Superligaen, så blive det hos os. Men det kræver jo også, at de unge kan se ideen i at spille hos os og på den måde får opfyldt en drøm. Det håbede jeg selv på, da jeg var dreng, inden en skade stoppede mig. - Men på den korte bane bliver det nok også nødvendigt at hente forstærkninger til holdet. En rigtig centerforward-type er nok det, der kommer først, erkender Lars-Christian Brask. For en uge siden blev han valgt til ny formand og har allerede mærket den enorme interesse for FCR i byen: - Alle lykønsker mig og ønsker held og lykke. Mange de har også en mening om, hvem der skal være angriber i weekend’ens hjemmekamp mod Vejle. Sådan skal det også være, for tilhængerne og deres engagement er jo det, som klubben skal leve af. Jeg håber, at fodbold-feberen vokser i Roskilde, for så er vi godt på vej, siger Lars-Christian Brask.