Fortsæt til indhold

Ida dyrker kampsport på højt plan

Arkiv
Lars Saugbjerg

Her præsenterer vi talentjagt-finalist Ida Axø. Den 13-årige fredericianske pige dyrker kampsport på højt plan, og hendes resultater slår fast, at hun er et stort talent.
“Sådan ser den ud,” smiler hun og fremviser en stor medalje. Den er fra VM i Mexico, hvor hun tog bronze i taekwondo-disciplinen Teknik. Ida Axø deltog sammen med to piger fra Nordjylland og Sjælland. De udførte taekwondo-serierne synkront - kun Vietnam og Kina gjorde det bedre.
“I synkron blev vi Danmarksmester sidste år, og individuelt blev jeg nummer to,” fortæller taekwondo-pigen, der går på Fredericia Realskole.
Seneste store resultat vidner om, at Ida Axø kan noget ekstraordinært. Hun blev europamester i Serbien i august i taekwondo synkron.
“Min træning intensiveres naturligvis op til de store stævner, og det er ikke usædvanligt, at jeg træner op mod 20 timer om ugen,” siger Ida Axø, der forsikrer, at hun kun gør det, fordi det er sjovt.
“Det ER sjovt. Jeg glemmer alt omkring mig, når jeg dyrker taekwondo. Jeg har viljen, elsker sporten og den høje disciplin, der er tilknyttet den.”