Fortsæt til indhold

Skole og kreativitet skal fungere sammen

Helhedsskolen medfører, at nogle børn undervises om aftenen

Arkiv
Peter Friis Autzen

Skemalægning er hvert år en vanskelig kabale på byens skoler og på Den Kreative Skole, som Fredericias sammenlagte billed-, drama- og musikskole hedder.
Og folkeskolereformen gør ikke kabalen mindre kompliceret. Tværtimod, fortæller Arne Gaardsted Jørgensen, der er leder af Den Kreative Skole.
“Vi kan godt mærke, at det er blevet mere kompliceret efter folkeskolereformen. Det kunne vi allerede mærke sidste år. Men i år har det været meget mere vanskeligt,” siger han.
Problemet er, at folkeskoleelever forlader skolen senere på dagen, og derfor kan have svært ved at nå deres kreative undervisning efter skoletid.
Det problem kan løses på mange måder. Én af løsningerne er at undervise eleverne om aftenen.
“Og det bliver nødvendigt. Fremover vil der være flere end hidtil, der undervises i tidsrummet mellem klokken 19:30 og 21,” siger Arne Gaardsted Jørgensen.
Aftenløsningen er ikke optimal. Hverken med hensyn til den Kreative Skoles lærerlønninger eller med hensyn til elevernes motivation.
“Det er jo synd for eleven at skulle til aftenundervisning, når vedkommende skal tidligt op og i skole dagen efter,” siger Arne Gaardsted Jørgensen, som godt kan frygte, at den slags kan få elever til at droppe ud af deres kreative undervisning.
“Det er trist, hvis de må give op, fordi undervisningen ligger for sent om aftenen,” siger han.

Fleksibilitet fra skolerne

Heldigvis er der også andre løsningsmodeller end blot at lade Den Kreative Skole undervise om aftenen.
“Vi har oplevet en stor fleksibilitet fra folkeskolerne. Nogle steder har skolerne holdt et vindue åbent midt på skoledagen, hvor der er plads til for eksempel musikundervisning. På andre skoler dispenserer man for helhedsskolen til fordel for kreativ undervisning - og så roterer man i skemaet, så det ikke altid er det samme skolefag, der forsømmes.
I det hele taget roser Arne Gaardsted Jørgensen folkeskolerne for deres fleksibilitet.
På Kirstinebjergsskolen mener distriktsskoleleder Egon Sørensen, at man i det store hele har løst problemet.
“Vi har for eksempel gjort det muligt med musikundervisning her på skolen midt på dagen. Og med hensyn til idrætsforeninger har jeg ikke hørt om problemer. Tværtimod planlægger vi i tæt samarbejde med foreningerne. Også omkring brugen af den kommende nye multihal,” siger Egon Sørensen.