Fortsæt til indhold

Gi' den gas med gæve gipsrelieffer

Arkiv
Arkiv

BØRNEWORKSHOP: Sommerferien er slut – og Køge Billedskole afholder næste kreative børneworkshop lørdag den 29. august.
Denne gang giver børnene sig i kast med gipsrelieffer.
'Gæve gipsrelieffer' – sådan lyder den lovende titel på næste workshop, hvor børn og unge ganske gratis kan udfolde sig selv kreativt. Materialer, vejledning og inspiration fås hos kompetent kunster og underviser på stedet.
Vejen hen imod det gæve gipsrelief slår et slag forbi ler som materiale. Børnene skal nemlig først modellere og forme det billede i ler, som de gerne vil have støbt i gips.
Når lerformen er på plads, hælder man blandet gips i. Inden længe står man med en færdig afstøbning i gips, som børnene kan male på og dekorere, præcis som de lyster.
- Der er frit slag, når det gælder, hvordan gipsrelieffet skal se ud. Man kan vælge et billede af noget, man kender – det kan f.eks. være et dyr eller noget fra en bog eller en tegneserie, eller man kan udtrykke sig helt ud fra sin egen, frie fantasi. Når gipsreliefferne er færdige, kan børnene tage dem med hjem, hænge dem op på væggen eller forkæle familien med et styk eget ægte gipsrelief, siger Veo Friis Jespersen, der er billedhugger og bistår med hjælp og vejledning på workshoppen.
Workshoppen foregår i Gule Hal, Strandpromenaden 1 i Køge lørdag den 29. august i tidsrummet kl. 13-17. Alle børn og unge er velkomne til denne eftermiddag – med gratis undervisning, inspiration og vejledning.
Dette er 7. workshop i serien af i alt 10 workshops i 2015. Det foregår altid den sidste lørdag i måneden, dog ikke i juli og december.
Se programmet i Køge Kyst Bylivskalender eller læs om alle aktiviteter på www.facebook.com/kkbyliv.
Køge Billedskole er støttet af Køge Kyst for at fremme kulturen i området og skabe livet før byen.
pm