Fortsæt til indhold

Nye studerende på ryste-sammen-tur

140 nye studerende fra Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg tog i går på en 18 kilometer lang introtur på cykel

Arkiv
Arkiv

Der var gang i benene, da de nye studerende fra Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg i går torsdag den 27. august tog på introtur. Introturen startede med en 18 kilometer lang cykeltur, hvor 140 studerende og 17 undervisere i fællesskab tog turen til Mommark. Her bød dagen på forskellige udfordringer, blandt andet en high rope bane, alt sammen med det formål at ryste de studerende sammen på tværs af uddannelserne.
"Vi har prioriteret at bruge to dage på introforløbet i stedet for at starte undervisningen med det samme. De studerende lærer hinanden bedre at kende på den måde, og når de på mandag skal i gang med undervisningen, føler de sig allerede hjemme," fortæller underviser Søren Spang Hansen, som gennem de sidste seks år har planlagt introforløbet.

Campusleder i gult

Da startskuddet for cykelturen lød, var det den nyansatte campusleder Jesper Axelsen, der førte an i gult.
"Erhvervsakademi SydVest er kendetegnet ved, at underviserne kender de studerende og omvendt. Derfor er det vigtigt, at underviserne er med fra start, også på cykelturen. Vi vil vise de studerende, at vi er sammen om at skabe de gode rammer for deres uddannelse," fortæller Jesper Axelsen.

Fakta
Akademiet har haft rekordhøj søgning af nye studerende. Mere end 200 nye studerende begynder uddannelse på akademiet.
Introturen varer fra torsdag den 27. august til fredag den 28. august
Deltagerne overnatter på Business College Syd i Mommark
140 studerende og 17 undervisere cykler i alt 36 km
Erhvervsakademi SydVest i Sønderborg har otte forskellige uddannelser

(Privatfoto)