Skal du være med?
I de kommende uger har Jerne Apotek med aktiviteten ’Esbjerg kvitter smøgerne’ ekstra fokus på at hjælpe borgerne
Det er ikke nogen hemmelighed, at det er svært at holde op med at ryge. Og mange prøver flere gange, før det lykkes. Men det er bevist, at en af de ting, som virkelig kan betyde noget for succes, er at få hjælp og gode råd. Og det er præcis det, som Jerne Apotek er klar med.
Der er nemlig forskel på, hvilken taktik der virker bedst for den enkelte ryger. Blandt andet kommer det an på, hvor meget man ryger, hvor længe man har røget og hvornår man ryger. Derfor skal rådgivningen og hjælpen til et rygestop passe til den enkelte person.
Hvis du er en af de rygere, der overvejer at kvitte smøgerne, så er nu et rigtig godt tidspunkt at gå i gang. Kig forbi Jerne Apotek og få de gode råd og den hjælp, der kan gøre dit rygestop til en god oplevelse og en succes. Du har også mulighed for at få foretaget en lungefunktionstest på Jerne Apotek henholdsvis den 3. september og den 29. september efter forudgående tidsbestilling.
“Det er en stor beslutning at kvitte smøgerne. De fleste tænker på forhånd, at det kan blive svært og ubehageligt at bryde vanen. Men sådan behøver det ikke at være, hvis man får den rigtige støtte og en god rådgivning. Det er præcis det, som vi er uddannet til på apoteket. Og vi håber at få lov til at hjælpe så mange borgere som muligt, med at kvitte smøgerne,” siger Anne Kahns, der er apoteker på Jerne Apotek.