Formand for Sønderjysk Forsikring fratræder
Sønderjysk Forsikring meddeler, at Mogens Larsen fratræder som bestyrelsesformand pr. dags dato
Sønderjysk Forsikring har netop meddelt, at Mogens Larsen fratræder som bestyrelsesformand pr. dags dato. Baggrunden herfor er de seneste måneders mediebevågenhed og intensive lokalpolitiske pres vedr. selskabets domicilovervejelser, hedder det i pressemeddelelsen.
Som en konsekvens heraf, er næstformand Marianne Hvid nu af bestyrelsen udpeget som ny bestyrelsesformand.
Formanden siger farvel
Mogens Larsen udtaler i den forbindelse:
”Det har været et stort personligt pres, som ikke synes at være befordrende for mig, hverken arbejdsmæssigt eller på krop og sjæl. Derfor har jeg valgt helt at udtræde af bestyrelsen og delegeretforsamlingen.”
”Jeg har primært ud fra et rent 'business-synspunkt' og økonomiske betragtninger været enig i, at Sønderjysk Forsikring erhverver Brighthouse ejendommen ved den sønderjyske motorvej med henblik på nyt domicil. Dog har de massive lokalpolitiske påvirkninger henover sommeren givet mig stof til eftertanke, og jeg må erkende, at der er kommet mange følelser i spil – også hos mig selv - og på den baggrund synes jeg i den nuværende situation ikke længere at være den rette til at stå ved roret i Sønderjysk Forsikring. Jeg vil herefter alene koncentrere mig om mit arbejde som advokat i Sønderborg," siger Mogens Larsen.
"Og nej, jeg modtager hverken eftervederlag eller fratrædelsesgodtgørelse,” lyder det fra den afgåede formand.
Opgaven er at skabe ro
Marianne Hvid siger: ”Jeg er bevidst om, at vi befinder os i en turbulent tid, og der er mange følelser involveret. Min største opgave lige nu er at få skabt ro omkring selskabet, for medarbejderne og for den proces vi står overfor. Planen er fortsat, at sikre selskabets fremtidige vækst og sunde økonomiske udvikling, så vi står stærkt i en hård og konkurrencepræget branche, og vi skal derfor have flyttet fokus tilbage til sagens kerne. Fordi vi er et kundeejet selskab, har vi netop valgt at inddrage delegeretforsamlingen som kundernes talerør – og det som del af den igangværende demokratiske beslutningsproces.” lyder det fra den nye bestyrelsesformand.
Som tidligere offentliggjort afholdes der ekstraordinær generalforsamling torsdag den 17. september.