Fortsæt til indhold

"Det var som at få et lille hjertestop"

Musikkæden Stereo Studio har indgivet konkursbegæring og lukker landets 12 butikker

Arkiv
Jonas Erboe

Sveden pipler fra hans pande. Han er rystet.
“Det var som at få et lille hjertestop,” fortæller Thomas Kjeldsen.
Han er afdelingsleder i musik- og filmkæden Stereo Studio i Nørregade i Vejle. Forklaringen er simpel: klokken kvart i elleve fik han besked på, at butikken lukker. Med øjeblikkelig virkning.
“Det var underligt. Vi fik en mail, og den skulle jeg lige læse to gange,” fortæller han.

Normal dag indtil...

Thomas Kjeldsen og kollegaen Emil Ry Andersen åbnede fredag Stereo Studio, som de plejede. Lagde plader i skufferne og film på hylderne. Omsætningen for kæden har længe været nedadgående, så lukningen er ikke overraskende. Men at det skulle ske så pludseligt.
“Jeg troede, at vi ville lukke gradvist. Jeg troede ikke, at det ville ske med et hug. Det er vildt,” siger Thomas Kjeldsen.
Emil Ry Andersen er enig.
“Det er noget pis. Fra på mandag, må jeg leve af a-kassen,” fortæller han.
Thomas Kjeldsen og Emil Ry Andersen har arbejdet i Stereo Studio i henholdsvis 20 og 7 år. Men fra klokken fem fredag eftermiddag er det slut.
“Så er jeg jobløs, og det er underligt,” siger Thomas Kjeldsen.