Naser Khader i Vemmingbund
Biblioteket Sønderborg byder den 24. september på foredrag med Naser Khader på Strandkroen i Vemmingbund
Der venter en aften med god mad og inspirerende foredrag, når Biblioteket Sønderborg torsdag den 24. september rykker ud på Strandkroen i Vemmingbund. Her kan man møde Naser Khader og høre foredraget 'Danskerne er så sjove – synes vi selv'.
Naser Khader vil i dette foredrag give en morsom og tankevækkende rundtur i dansk humor, det danske sprog og den danske selvforståelse.
Den svære danske humor
Noget af det allersværeste at forstå, når man kommer til Danmark udefra, er – udover at lære sproget – at lære den danske humor, ironi og slang.
I flere årtier har Naser Khader interesseret sig for dansk humor og det danske sprog og har siden modtagelsen af Modersmålsprisen i 2000 arbejdet med ideen om en kortlægning af danskernes humor.
At man ikke kan stille den op på en formel, ved han alt om. Der er tit tale om indforståetheder i ironisk indpakning, som ikke lige sådan lader sig afkode. Dertil kommer en sproglig frigjorthed og mangel på tabuer, der kan få selv den mest frigjorte udlænding til at rødme. Til gengæld dækker humoren indimellem over et uafklaret forhold til vores egen konfliktskyhed og til janteloven.
Naser Khader er født i Damaskus i Syrien. Siden 1974 har han boet i Danmark. Han er forfatter, debattør, foredragsholder, rejseleder og 'senior fellow' ved den amerikanske tænketank Hudson Institute.
Aftenen starter kl. 18, og entréen er 228 kroner for menu og foredrag. Billetter kan købes til og med den 10. september på biblioteket.sonderborg.dk eller på bibliotekerne.