Fortsæt til indhold

Ung Europamester får kontrakt i SønderjyskE

Lea Hansen får talentkontrakt i SønderjyskE efter guld ved U17-EM

Arkiv
Arkiv

Den 16-årige Lea Hansen fik med flere, vigtige mål sat sit personlige aftryk på U17 EM i Makedonien, der endte med guldmedaljer til det danske landshold.
Hun får nu tilbudt en ungdomskontrakt med ligaklubben SønderjyskE Damehåndbold, og her spår sportschef Olivera Kecman en spændende fremtid for den talentfulde højrefløj:
"Lea er et af de nyeste stjerneskud i klubben. Hun er en venstrehåndet højrefløj, som allerede mestrer kontraspillet og duel spillet. Hun er stærkt afsluttende, og har som afløser på højre back positionen også udviklet brugbare forsvarskompetencer. Forcer, som matcher kravene til fremtidens fløjspiller," siger Olivera Kecman og fortsætter:
"Lea vil fremadrettet indgå i ligaholdets træningsmiljø; men skal indtil videre spille fast på U18 holdet i Sønderjyske Ungdom. Vi vil give Lea de bedste vilkår til gavn for hendes videre udvikling, og det er da også mit håb, at hun senere skal blive en vigtig brik på fremtidens SønderjyskE hold. Fortsætter Lea den gode udvikling, er jeg også overbevist om, at hun på et tidspunkt bliver SønderjyskEs første A-landsholdsspiller fra egen talentfabrik," spår Olivera Kecman.