Broager Sparekasse fortsætter de gode takter
I februar præsenterede Broager Sparekasse det bedste årsresultat siden 2006 og følger nu op med et solidt halvårsregnskab
Efter at Broager Sparekasse i februar måned i år præsenterede deres bedste årsresultat siden 2006, kan sparekassen nu offentliggøre et halvårsregnskab for 2015, der fortsætter de gode takter med et overskud på 8,5 mio. kroner.
”Vi er glade for at kunne præsentere halvårsregnskabet for 2015, der viser, at 2014 ikke var en enlig svale. Vi forstår at fortsætte de gode takter med øget basisindtjening, der er steget fra 7,1 mio. kr. i 2014 til 10,6 mio. kr. i første halvår 2015,” siger direktør Lars Christensen.
Hvor sparekassen i løbet af 2014 oplevede store positive kursreguleringer på 7,9 mio. kroner, ligger kursreguleringer for første halvår af 2015 på 2,4 mio. kroner.
Sparekassen har i løbet af første halvår 2015 ansat nye medarbejdere, og derfor er omkostninger til medarbejdere og administration steget i forhold til første halvår i 2014, dog kun med 0,7 procent.
Garantkapitalen ligger på 49,5 mio. kroner.
Kundeindlån er steget med 10,8 procent i forhold til 2014, og samtidig er der i første halvår kommet 581 nye kunder til.
Lever op til reglerne
Efter finanskrisen i 2009 har Finanstilsynet lanceret en tilsynsdiamant med fem pejlemærker, som pengeinstitutter anbefales at ligge indenfor. Broager Sparekasse arbejder aktivt med tilsynsdiamanten og opfylder stadig kravene i den. Samtidig arbejder man på at konsolidere sin kapitalmæssige situation frem mod de nye EU direktiver, der løbende træder i kraft frem mod 2019. Indsatsen kan også ses på sparekassens samlede kapitalsituation, idet den solvensmæssige overdækning er øget til 5,2 procentpoint, der svarer til en overdækning på 54 procent, oplyses det i den netop udsendte pressemeddelelse.
Direktør Lars Christensen forventer nu et resultat for hele 2015 på mellem 11 – 15 mio. kroner, hvilket er en opjustering i forhold til forventningerne i starten af 2015.