Anton og det store kinoorgel

Anton Stormlund er glad for, at jeg kommer til tiden. Det siger han til mig, da vi mødes foran forsamlingshuset i Hornstrup. Han er musiker og går derfor meget op i timing, forklarer han, inden han inviterer indenfor i sit private museum, der byder på en imponerede samling af telegrafer, dampmaskiner, måleinstrumenter og meget andet.
Hovedattraktionen i samlingen hedder Christie og er Danmarks eneste kinoorgel. Et kinoorgel eller biograforgel blev i stumfilmens tid brugt til at lave lydeffekter og kan derfor producere lyde som fuglefløjt, politisirene, telefon, skibsfløjte, togfløjte og alt muligt andet.
Faktisk var kinoorgler tidligere så populære, at mange tog i biografen blot for at høre organisten spille, fortæller Anton Stormlund.
Der har før stået ét andet kinoorgel i Danmark. Det var i Palladium-biografen, men det blev pillet ned i 1960.
Kinoorglet var imidlertid ikke Antons første kærlighed. Det var telegrafer.
“Jeg er fascineret af nostalgi og teknik. Det skal være gammeldags. Jeg kører i gamle biler og er modstander af termoruder. Jeg kunne ikke finde på at udstille moderne mobiltelefoner, jeg er interesseret i at vise, hvordan det hele startede,” siger han.

Telegrafer

For Anton Stormlund startede livet som “museumsinspektør” i lejlede lokaler i Kolding i 1995.
Her sad han og samlingen af telegrafer efter eget udsagn i tre år og ventede forgæves på besøgende. En dag blev det gamle forsamlingshus i Hornstrup så sat til salg, og i 1998 blev samlingen så flyttet dertil.
Nogle år senere var Anton Stormlund på museumsbesøg i London. Her fik han lov til at spille på et kinoorgel - et instrument han på det tidspunkt aldrig havde hørt om:
“Det var kærlighed ved første blik,” siger han.
En dag så han så en annonce for at kinoorgel. Og da han rent faktisk havde plads til sådan et i sit nyerhvervede forsamlingshus - kinoorglets 1000 piber fylder hele husets balkon - slog han til.
Den 23. oktober 2001 ankom delene i en stor lastbil, og otte måneder og 25.000 meter ledning senere var orglet sat op.
Stormlunds samling havde fået sin kronjuvel.

Noget for alle

Ifølge Anton Stormlund henvender museet sig i dag primært til foreninger, loger, menighedsråd, der kommer for at se det imponerende orgel, lokoførere, der er interesseret i Antons store samling af selvbyggede dampmaskiner og musikere. Rockgruppen Procul Harum har blandt andre besøgt samlingen, fortæller Anton stolt.
Han slår på, at der i museet er noget for enhver smag, både for mændene og kvinderne. Der skal være mindst 15 personer og op til 30 i en gruppe, der får et to timers program, som byder på foredrag og selvfølgelig en demonstration af kinoorglet.

Et helt orkester

Anton Stormlund går ud bagved og starter den 7,5 hk motor, der bruges til at levere luft til orglets 1000 piber. Det lyder som om, at forsamlingshuset skal til at lette. Anton sætter sig ved kinoorglet, som står placeret midt på gulvet. Han trykker på en knap og orglet lyser op. Med en fjernbetjening får han tændt et spotlight i loftet. Her sidder også et videokamera, så besøgende på et lærred kan se, hvilke knapper han trykker på. Han sætter til hen til orglet og fortæller:
“Et kinoorgel blev brugt til at lave lydeffekter til stumfilm. Så forestil dig, at en gammel Ford T kører ned af vejen med politiet i hælene,” siger han og trykker på en knap med en politisirene.
“Og her er nattergalen. Og nu ringer telefonen,” siger han.
Og det er ikke kun sjove lydeffekter, det ca. 5 tons tunge orgel kan frembringe.
Kinoorglet fungerede i tidligere tider som et enmandsorkoster, der erstattede de orkestre, som tidligere leverede baggrundsmusik til filmene.
Kinoorglet er udstyret med diverse slagtøj som stortromme, lilletromme, bongotromme og wood-block, xylofon og glockenspiel begge med 37 toner og et flygel placeret på gulvet ved siden af kinoorglet kan betjenes via kinoorglet.

Christie

Kinoorglet hedder Christie. Det er der en god forklaring på, fortæller Anton.
“Det er bygget af det respekterede orgelbyggeri Hill, Norman og Beard i Norwich, der leverede orgler til mange kirker. Da firmaet begyndte at bygge kinoorgler, ville det ikke risikere at støde de mange kirkelige kunder, så derfor blev kinoorglerne produceret under et andet navn - Christie - der var navnet på selskabets ejer.”
Anton Stormlunds Christie er bygget i 1927 og har tidligere stået i Empire-biografen i det østlige London. Han har selv hentet det i byen Blackridge udenfor Edinburgh.
“Når man køber et kinoorgel, så er aftalen altid, at køber selv piller det ned,” fortæller han.
Det tog fem dage for Anton og orgelreparatøren Gordon Lucas at pille Christie ned, da de i oktober måned besøgte Blackridge og dets tidligere ejer, der skulle sælge sit hus og derfor ikke havde plads til orglet længere.

Køb et kinoorgel

Anton Stormlund blev som 7-årig placeret foran sit barndomshjems klaver, og hans moder sørgede for, at han fik øvet sig, “mens de andre børn spillede fodbold”.
Siden har musikken spillet en afgørende rolle for Anton Stormlund, der i 1976 grundlagde den populære Egtved Kommunes Musikskole.
Med kinoorglet har den nostalgiske musiklærer fundet sin store kærlighed, og han opfordrer andre til at gå i hans fodspor.
“Jeg håber, at andre kunne få lyst til at investere i sådan et kinoorgel,” siger Anton Stormlund.
Indtil videre er Christie dog det eneste af sin slags i landet, og det og resten af Stormlunds samling kan altså opleves i Hornstrup Forsamlingshus. Bare husk at komme til tiden.