Udendørs skulpturudstilling har stor succes indenfor
Skulpturudstillingen HVORFOR, som siden maj har prydet gaderne i Ølgod, trækker gæster fra alle aldersgrupper til den ”regnvejrssikrede” del af udstillingen i Ølgod Bibliotek og Kulturhus
Både lokale, skoleklasser og turister stikker hovedet indenfor på Biblioteket i Ølgod for at se de mange skulpturer i foyeren og for at købe udstillingskataloget. På biblioteket kan ses 60 ud af de i alt 174 skulpturer på HVORFOR, og de kan nydes hver dag mellem 7-23 – også i regnvejr!
Kulturoplevelser i provinsen
Også filialleder af Ølgod Bibliotek Alice Ravn Skibsted er begejstret for udstillingen.
”Vi er på biblioteket rigtig glade for at få lov til at bakke op om det her lokale initiativ. Det er meget fornemt, at man i Ølgod kan stable så stor en udstilling på benene. ”HVORFOR” bringer stor kunst til Vestjylland og viser, at man sagtens kan få gode kulturoplevelser udenfor de store byer. Samtidig benytter mange skoleklasser muligheden for at komme helt tæt på kunsten,” siger Alice, der fremhæver, at udstillingen i forhallen også understreger bibliotekets status som kulturelt mødested.
Lokale trækkræfter
Successen skyldes ikke mindst de lokale ildsjæle og sponsorer, der har trukket et kæmpe læs både praktisk og økonomisk – og selv de lokale beboere har indirekte være med til at støtte udstillingen.
Udstillingens hovedsponsor - Genbrugsbutikken Kulturloppen - har nemlig været i stand til at donere ikke mindre end 100.000 kr. af deres overskud til udstillingen. ”Det er fantastisk at se, hvad der kan lade sig gøre, når man løfter i flok på tværs af lokale initiativer og kulturinstitutioner,” slutter Alice, der allerede glæder sig til den næste udstilling i 2017.
Fakta:
Der afholdes skulpturudstilling i Ølgod hvert andet år. Det er syvende gang i år. I 2015 deltager i alt 60 kunstnere fra 8 forskellige lande.
Udstillingen er arrangeret af Dansk Billedhuggersamfund, Ølgod Handel og Erhverv samt Kulturdageforeningen i Ølgod.
Udstillingen kan ses i Ølgods gader, i Aktivitetscenteret, Superbrugsen, på de lokale pengeinstitutter og altså på biblioteket indtil den 27. september 2015. Der er gratis adgang.