Åbning på Skalstrup for flygtninge
Men Roskilde bliver nødt til at købe parcelhuse for at kunne huse 100 inden nytår
Nye oplysninger viser, at Roskilde nok alligevel kan få op mod 150 flygtninge ind i tomme værelser på Flyvestation Skalstrup. Men det bliver først i foråret 2016, og imellemtiden skal kommunen inden jul skaffe tag over hovedet til 100, der allerede har fået opholdstilladelse. I følge loven fordeler staten flygtningene mellem kommunerne, som derefter skal skaffe dem boliger mod en vis godtgørelse. - Derfor bliver vi nødt til at købe nogle huse, for det er den bedste og billigste løsning, forklarede formanden for Beskæftigelses- og Socialudvalget Bent Jørgensen, da han forelagde sagen ved byrådets møde onsdag aften. - Alle andre muligheder er dyrere og dårligere, hvis vi ikke gør noget. Det gælder barak-byer, som bare bliver til flygtninge-ghettoer isoleret fra det øvrige samfund, eller at leje sig ind på vandrehjem og hoteller, forklarede Bent Jørgensen. Han og byrådets flertal blev voldsomt kritiseret af DF's tre byrådsmedlemmer plus et af partiets medlemmer allerede i spørgetiden. De mente, at flygtninge på den måde kommer foran danskere og kaldte det luksus, hvis 4-5 flygtninge bliver placeret i et parcelhus. Bent Jørgensen afviste sammen med alle andre partier i byrådet denne kritik: - Vi taler om helt almindelige parcelhuse, der ikke ligger på Frederiksborgvej eller i Bymidten. Her får de et værelse hver og skal så deles om køkken og bad. Det er ikke luksus, og vi placerer ikke danske familier under disse forhold, så derfor kan det ikke sammenlignes på den måde. - Loven siger, at vi skal finde en bolig til disse flygtninge, og så gør vi det. DF har jo heller ikke noget alternativ for disse mennesker, som allerede er i landet, sagde han. tk