Museet har haft en super sommer
Flere gæster hos Give-Egnens Museum end vanligt
Det har været en god sommer hos Give-Egnens Museum. Tallene for antal gæster ligger ganske vist ikke klar endnu, men de tal må forventes at være gode. For der har været godt gang i billetsalget til museet i Gives udkant.
“Det har været en rigtig god sommer. Og nu er vi jo jyder, så jeg vil ikke ligefrem sige, at vi ikke kan få armene ned, men vi er bestemt meget tilfredse, for der er helt sikkert været flere besøgende end vanligt. Der har været mange udefrakommende, som er her for første gang, og deriblandt mange turister. Vi føler helt bestemt, at der er mange, som er kommet langvejs fra,” forklarer Karen Marie Ravn, der er konstitueret chef hos Give-Egnens Museum.
Og blandt dem finder man denne formiddag en busfuld gæster fra Odense. Det er en sogneudflugt fra Hans Tausen Sogn. Gæsterne er kørt til området, for at se Kongernes Jelling, men man skulle finde en ting mere at opleve, og her faldt valget på Give-Egnens Museum.
Og det valg falder i god jord.
“Jeg har aldrig været her før, men er meget begejstret. Det er et super sted, og så er der nogle meget fantastisk gode formidlere, og det gør en stor forskel. Så jo, det er god oplevelse”, siger Solveig Stroyer Andersen, der en af gæsterne fra Odense.
Flere forklaringer
På museet er man selvfølgelig glade for, at det er en velbesøgt sommer.
“Hvorfor sommeren er god kan der være flere forklaringer på. Vejret er nok en begrundelse men ikke eneste. Det er også en trend i tiden at gå på museum, og så er vores udstillinger nogle, der rammer bredt,” siger Karen Marie Ravn.
Det er børn som deres forældre og bedsteforældre, som kigger forbi museet.
“Vi får en rigtigt god respons fra vores gæster, og det glæder os selvfølgelig meget. Man nyder skovlegepladsen, og vores have og så selvfølgelig udstillingerne. Blandt andet rammer særudstillingen 'Godt brugt i skolen' meget bredt. Det er en udstilling, som alle aldre kan få noget ud af,” siger hun.