Fortsæt til indhold

Skansen skal igen være en fæstning

Lørdag eftermiddag spiller SønderjyskE sæsonens første hjemmekamp mod GOG Håndbold

Arkiv
Mikkel Hansen

Ventetiden er snart slut.
På lørdag kl. 15.00 går det igen løs med håndbold i Broager Sparekasse Skanse.
Her møder SønderjyskE's lyseblå løver fynboerne fra GOG.
“Vi glæder os helt vildt. Det er længe siden, vi sidst har spillet en hjemmekamp. Der er også flere nye spillere i truppen, der er spændte på deres hjemmebanedebut i Broager Sparekasse Skansen,” siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen og fortsætter:
“Jeg garanterer, at publikum kan møde en sulten trup, for vi er opsatte på at vaske pletten fra sidste sæson væk. Sidste sæson blev Skansen en tabt bastion, men nu skal det igen være en fæstning, som udebanehold frygter.”

Bred trup

GOG Håndbold har en af ligaens bredeste trupper, og der er flere unge talenter på holdet.
Således havde GOG fire spillere på med det danske U19-landshold ved sommerens VM i Rusland. Landsholdet trænes som bekendt af SønderjyskE's træner Morten Henriksen. GOG's Lasse Møller blev dansk topscorer ved slutrunden.
“Der er ikke store stjerner i truppen, men der er masser af kvalitet i bredden. Derfor kan det være svært at forberede sig på GOG, for de kan stille med mange forskellige holdopstillinger. De har f.eks. en bunke af dygtige ventre backs,” siger Morten Henriksen, der forventer en hård dyst:

Tætte kampe

“Historisk set har det været meget lige mellem os og GOG. Sidste sæson tog vi tre af fire point mod GOG, men det var dem, der gik i slutspillet. Vi skal være klar på omstillingspillet. Det gælder om at komme hurtigt hjem og udnytte kontrasituationerne,” siger Morten Henriksen.
Blandt nøglespillerne hos GOG er playmakeren Chris Jørgensen, der er et omdrejningspunkt for fynboernes offensiv.
GOG råder også over den talentfulde back Niclas Kirkeløkke, der dog har døjet med skader længe. Det bliver derfor spændende at se, hvor kampklar han er.