Fortsæt til indhold

Wunderwear flytter til større lokaler

Lingeriforretningen Wunderwear rykker ind i Louis Nielsens tidligere lokaler i Jernbanegade.

Arkiv
Martin Rasmussen

Lingeriforretningen Wunderwear flytter til nye og større lokaler i Jernbanegade om få uger. Indehaver Lisbeth Hansen har således overtaget Jernbanegade 11, hvor brilleforretningen Louis Nielsen tidligere lå. Her forventer hun at kunne åbne dørene for kunderne den 1. oktober om alt går vel.
Wunderwear ligger i forvejen i Jernbanegade, men rykker altså lidt længere ned ad vejen på grund af de fordele, som ligger og venter i de nye omgivelser.
- Vi har kæmpet med pladsen på det seneste på grund af udvidelser af sortimentet. Vi har måttet knokle for at præsentere varerne på en indbydende måde, fortæller Lisbeth Hansen, der nu forudser, at det bliver væsentligt nemmere efter flytningen, hvor der i øvrigt også bliver plads til at tage endnu flere mærker ind i forretningen.
Wunderwear råder i dag over 45 kvadratmeter og kan se frem til at brede sig over knap 100 kvadratmeter i den nye forretning. Det giver blandt andet plads til en fordobling af antallet af prøverum - fra to til fire.