Fortsæt til indhold

Rock med regnen

Elvis-kopien Brian Trøjborg fik varmet Stændertorvet op i to omgange

Arkiv
Erling Pedersen

Trods småregn under sin første optræden fik Brian Trøjborg bevist, at han er landets bedste Elvis-kopi, da han fredag fik tilskuerne Stændertorvet til at rocke med, så fødderne ikke kunne stå stille til de evige rock-klassikere.
Han har stemmen til at ramme berømte numre som 'Jailhouse Rock' helt rigtigt, mens det gik lidt langsommere til de mere følsomme ballader som 'Love me Tender'.
De erfarne musikere i orkesteret formåede også at frembringe den helt rigtige lyd og rytme, så det lød som Nashville Tennessee, hvor 'The King of Rock and Roll' i sin tid startede den fantastiske karriere.
I udkanten, blandt tilskuerne, stod to unge og lyttede med. Henrik Sørensen og Frederik Jensen er begge fra Roskilde og glade for den ægte og klassiske rock-musik:
- Det lyder rigtig godt. Vi har altid været glade for at lytte til de store Elvis-numre, fortæller Henrik og Frederik, som har skrevet en stor opgave om den gamle legende i folkeskolen.
I pausen trak Brian Trøjborg vinderen i den store konkurrence om en rejse for to til Las Vegas, hvor Elvis havde nogle af sine mest berømte show på scenen.
Derefter gik han endnu mere veloplagt på scenen til et nyt sæt med flere numre fra fra Elvis Presleys store sangskat, og flere tilskuere kom til, da de var færdige med at spise, og regnen var holdt op.
Lederen af Roskilde Handels sekretariat Tine Hansen var bagefter meget tilfreds med underholdningens kvalitet.
tk

Henrik Sørensen og Frederik Jensen er meget glade for Elvis Presleys musik, selv om de ikke var født, da rock-kongen i 1977 døde i en alder af kun 42 år.
Nikiti og Michelle var ude at trække kunder til undertøjsforretningen ID Lingeri ved at uddele lodsedler, hvor præmien var et gavekort på 500 kroner.
Gennem hele dagen og frem til tidligt på aftenen var tusinder af mennesker gennem Roskilde, som her i Skomagergade.